28
er deres Dør han netop træder ind ad — thi først Erindringens Kjærlighed er lykkelig.
Vinen fryder ikke mere mit Hjerte; lidt af den gjør mig veemodig, meget — tungsindig. Min Sjæl er mat og kraftesløs, forgjæves hugger jeg Lystens Spore i dens Side, den kan ikke meer, den reiser sig ikke mere i sit kongelige Spring. Jeg har tabt al min Illusion. Forgjæves søger jeg at hengive mig i Glædens Uendelighed, den kan ikke løste mig, eller rettere jeg kan ikke løste mig selv. Fordum naar den blot vinkede, da steg jeg let og sund og freidig. Naar jeg red langsomt gjennem Skoven, da var det som om jeg sløi; naar nu Hesten skummer nærved at styrte, da synes jeg, at jeg ikke kommer af Stedet. Ene er jeg, det har jeg altid været; forladt, ikke af Menneskene, det vilde ikke smerte mig, men af Glædens lykkelige Genier, der i talrig Skare omringede mig, der overalt traf Bekjendte, overalt viste mig en Leilighed. Som en beruset Mand samler Ungdommens kaade Vrimmel om sig, saaledes flokkedes de om mig, Glædens Alfer, og mit Smil gjaldt dem. Min Sjæl har tabt Muligheden. Skulde jeg ønske mig Noget, da vilde jeg ikke ønske mig Rigdom eller Magt, men Mulighedens Lidenskab, det Øie, der overalt evigt ungt, evigt brændende seer Muligheden. Nydelsen skuffer, Muligheden ikke. Og hvilken Viin er saa skummende, hvilken saa duftende, hvilken saa berusende!
Hvor Solens Straaler ikke naae hen, der naae dog Tonerne. Mit Værelse er mørkt og skummelt, en høi Muur holder næsten Dagens Lys borte. Det maa være i Nabogaarden, formodentlig en omvandrende Musikant. Hvad er det for et Instrument? En Rørfløite?.... hvad hører jeg — Menuetten af Don Juan. Saa bærer mig da atter bort, I rige og stærke Toner, til Pigernes Kreds, til Dandsens Lyst. — Apothekeren støder i sin Morter, Pigen skurer sin Gryde, Stald-