Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/439

Denne side er blevet korrekturlæst

423

han taber mere derved, end disse tabe. Tjenestepigernes mangfoldige Skare er virkelig den skjønneste Væbning, vi have i Danmark. Dersom jeg var Konge — jeg veed nok hvad jeg gjorde — jeg holdt ikke Revue over Linietropperne. Dersom jeg var een af Stadens 32 Mænd, jeg skulde strax andrage paa, at der nedsattes en Velfærds-Comitee, der ved Indsigt, Raad, Formaning, passende Belønninger paa enhver Maade stræbte at opmuntre Tjenestepigerne til et smagfuldt og omhyggeligt Toilet. Hvorfor skal der ødsles med Skjønhed, hvorfor skal den gaae ubemærket gjennem Livet, lad den idetmindste vise sig eengang om Ugen i den Belysning, under hvilken den tager sig ud! Men fremfor Alt Smag, Begrændsning. En Tjenestepige skal ikke see ud som en Dame, deri har Politivennen Ret; men de Grunde, dette agtede Blad angiver, ere aldeles feilagtige. Naar man da saaledes turde imødesee en ønskelig Opblomstren af Tjenestepigernes Klasse, vilde dette ikke atter virke gavnligt paa Døttrene i vore Huse? Eller er det for dristigt, naar jeg ad denne Vei øiner en Fremtid for Danmark, der i Sandhed kan kaldes mageløs. Naar det blot maatte forundes mig selv at blive samtidig med dette Gyldenaar, da kunde man med god Samvittighed anvende hele Dagen til at gaae omkring paa Gader og Stræder og fryde sig ved Øiets Lyst. Hvor sværmer min Tanke saa vidt og dristigt, saa patriotisk! men jeg er jo ogsaa her ude paa Frederiksberg, hvor Tjenestepigerne komme Søndag-Eftermiddag, og jeg med. — — — Først komme Bønderpigerne, Haand i Haand med deres Kjærester, eller i et andet Mønster, alle Piger Haand i Haand foran, alle Karle bagefter, eller i et andet Mønster, to Piger og een Karl. Denne Skare danner Rammen, de staae gjerne eller sidde langs Træerne i den store Fiirkant foran Pavillonen. De ere sunde, friske, Farve-Modsætningerne kun lidt for stærke saavel i Huden som i Klæderne. Nu følge indenfor de jydske, fyenske Piger. Høie, ranke, lidt for stærkt byggede, deres Paaklædning lidt forvirret. Her var meget for Comiteen at gjøre. Man savner heller ikke en enkelt Repræsentant for den bornholmske Division: ferme Kokkepiger,