414
og Nemesis sigte begge, en Piil flyver fra hver Bue, de ramme sikkert, det seer man, man forstaaer, de ramme begge paa eet Sted i hans Hjerte til Tegn paa, at hans Kjærlighed var den Nemesis, der hævnede.
- Min Cordelia!
Forelsket er jeg i mig selv, siger man om mig. Det forundrer mig ikke; thi hvorledes skulde man kunne mærke, at jeg kan elske, da jeg kun elsker Dig; hvorledes skulde nogen Anden ane det, da jeg kun elsker Dig. Forelsket er jeg i mig selv, hvorfor? fordi jeg er forelsket i Dig; thi Dig elsker jeg, Dig alene og Alt hvad der tilhører Dig i Sandhed, og saaledes elsker jeg mig selv, fordi dette mit Jeg tilhører Dig, saa dersom jeg ophørte at elske Dig, ophørte jeg at elske mig selv. Hvad der da i Verdens profane Øine er Udtryk for den største Egoisme, det er for Dit indviede Blik Udtryk for den reneste Sympathi; hvad der i Verdens profane Øine er Udtryk for den mest prosaiske Selvopholdelse, det er for Dit helligede Syn Udtryk for den mest begeistrede Tilintetgjørelse af sig selv.
Hvad jeg frygtede mest for, var at den hele Udvikling
skulde tage mig for lang Tid. Jeg seer imidlertid, at
Cordelia gjør store Fremskridt, saa at det bliver nødvendigt for ret
at holde hende i Aande, at sætte Alt i Bevægelse. Mat maa
hun for Alt i Verden ikke blive før Tiden, det vil sige før
den Tid, da Tiden er forbi for hende.
Naar man elsker, saa følger man ikke Landeveien. Det
er kun Ægteskabet, der ligger midt paa Kongeveien. Naar
man elsker og spadserer fra Nøddebo, da gaaer man ikke langs
Esrom Sø, skjøndt det dog egentlig kun er en Jagtvei; men
