Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/424

Denne side er blevet korrekturlæst

408

Lønlighed; længselsfuldere end Ørkenens brændende Sand elsker Regnen — hende hænger jeg ved ømmere end Moderens Øie ved Barnet; tillidsfuldere end den Bedendes Sjæl ved Gud; uadskilleligere end Planten ved sin Rod. — Dit Hoved bliver tungt og tankefuldt, det synker ned mod Brystet, Varmen hæver sig for at komme det til Hjælp — min Cordelia! Du har forstaaet mig, Du har forstaaet mig nøiagtigt, bogstaveligt, ingen Tøddel har Du overhørt! Skal jeg udspænde mit Øres Strænge og lade Din Stemme forvisse mig derom? Skulde jeg kunne tvivle? Vil Du gjemme denne Hemmelighed; tør jeg stole paa Dig? Man fortæller om Mennesker, der ved rædsomme Forbrydelser indviede hinanden til gjensidig Taushed. Dig har jeg betroet en Hemmelighed, der er mit Liv og mit Livs Indhold; har Du Intet at betroe mig, der er saa betydningsfuldt, saa skjønt, saa kydskt, at overnaturlige Kræfter vilde røre sig, hvis det blev forraadt?

Din Johannes.


**


Min Cordelia!

Himlen er skyfuld — mørke Regnskyer rynker den som sorte Bryn over sit lidenskabelige Ansigt, Skovens Træer bevæge sig, omtumlede af urolige Drømme. Du er bleven borte for mig i Skoven. Bag ethvert Træ seer jeg et qvindeligt Væsen, som ligner Dig; træder jeg nærmere, da skjuler det sig bag det næste Træ. Vil Du ikke vise Dig for mig, ikke samle Dig? Alt forvirrer sig for mig; Skovens enkelte Dele tabe deres isolerede Omrids, jeg seer Alt som et Taage-Hav, hvor overalt qvindelige Væsener, der ligne Dig, vise sig og forsvinde. Dig seer jeg ikke, Du bevæger Dig bestandig i Anskuelsens Bølge, og dog er jeg allerede lykkelig ved hver enkelt Lignelse af Dig. Hvori ligger det — er det Dit Væsens rige Eenhed, eller mit Væsens fattige Mangfoldighed? — Er det at elske Dig ikke at elske en Verden?

Din Johannes.


**