405
- Min Cordelia!
Udenfor Døren holder der en lille Cabriolet, for mig større end hele Verden, da den er stor nok til To; forspændt med et Par Heste, vilde og ustyrlige som Naturkræfter, utaalmodige som mine Lidenskaber, dristige som Dine Tanker. Vil Du det, saa fører jeg Dig bort — min Cordelia! befaler Du det? Din Befaling er Løsnet, der løsner Tømmerne og Flugtens Lyst. Jeg fører Dig bort, ikke fra nogle Mennesker til andre, men ud af Verden — Hestene steile; Vognen reiser sig; Hestene staae lodret næsten over vore Hoveder; vi kjøre ind i Himlen gjennem Skyerne; det suser om os; er det os, der sidde stille, og al Verden, der bevæger sig, eller er det vor dristige Flugt? Svimler det for Dig, min Cordelia, da hold Dig fast til mig; jeg bliver ikke svimmel. Man bliver i aandelig Forstand aldrig svimmel, naar man kun tænker paa een eneste Ting, og jeg tænker kun paa Dig — i legemlig Forstand aldrig svimmel, naar man fæster Øiet kun paa een eneste Gjenstand, jeg seer kun paa Dig. Hold Dig fast; hvis Verden forgik; hvis vor lette Vogn forsvandt under os, vi holdt dog hinanden omsluttede, svævende i sphærisk Harmoni.
Det er næsten for meget. Min Tjener har ventet sex
Timer, jeg selv to i Regn og Blæst, alene for at passe det
kjære Barn Charlotte Hahn op. Hun pleier hver Onsdag i
Løbet mellem to og fem at besøge en gammel Tante, hun har.
Netop idag skal hun ikke komme, netop idag da jeg saa meget
ønskede at møde hende. Og hvorfor? fordi hun bringer mig i
en ganske bestemt Stemning. Jeg hilser hende, hun neier paa
eengang ubeskrivelig jordisk og dog saa himmelsk; hun bliver
næsten staaende, det er som skulde hun synke i Jorden, og dog
har hun et Blik, som om hun skulde hæves op til Himlen.
Naar jeg seer paa hende, bliver mit Sind paa eengang
høitideligt og dog attraaende. Forøvrigt beskjæftiger Pigen mig
