Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/417

Denne side er blevet korrekturlæst

401

bliver Intet i Forhold til Toppenes Afstand og dog afgiver en Art Maalestok. Men hvo kunde være saa taabelig at tænke sig en ung Pige tage Tilløb? Man kan vel tænke sig hende løbende, men da er denne Løben selv en Leeg, en Nydelse, en Udfoldelse af Ynde, hvorimod Forestillingen om et Tilløb adskiller hvad der hører sammen hos Qvinden. Et Tilløb har nemlig det Dialektiske i sig, der er Qvindens Natur imod. Og nu Springet, hvo turde atter her være uskjøn nok til at adskille hvad der hører sammen! Hendes Spring er en Svæven. Og naar hun da er kommen over til den anden Side, da staaer hun atter der, ikke udmattet af Anstrengelse, men skjønnere end ellers, sjælfuldere, hun kaster et Kys over til os, som staae paa denne Side. Ung, nyfødt, som en Blomst, der er skudt op af Bjergets Rod, gynger hun sig ud over Dybet, saa det næsten sortner for vort Øie. — — — Hvad hun maa lære, er at gjøre alle Uendelighedens Bevægelser, at gynge sig selv, at Vugge sig i Stemninger, at forvexle Poesi og Virkelighed, Sandhed og Digt, at tumle sig i Uendelighed. Naar hun da er fortrolig med denne Tummel, da sætter jeg det Erotiske til, da er hun hvad jeg vil og ønsker. Da er min Tjeneste forbi, mit Arbeide, da drager jeg alle mine Seil ind, da sidder jeg ved hendes Side, det er for hendes Seil vi fare frem. Og i Sandhed, naar denne Pige først er erotisk beruset, saa kan jeg have nok at gjøre med at sidde ved Roret, for at moderere Farten, at Intet kommer for tidligt eller paa en uskjøn Maade. En Gang imellem prikker man et lille Hul paa Seilet, og i næste Øieblik bruse vi atter frem.


I min Onkels Huus bliver Cordelia mere og mere indigneret. Hun har flere Gange andraget paa, at vi ikke mere skulle komme der; det hjælper hende ikke, jeg veed altid at hitte paa Udflugter. Da vi igaar aftes gik derfra, trykkede hun min Haand med en ualmindelig Lidenskab. Hun har formodentlig ret følt sig piint derhenne, og det er da intet Under. Dersom jeg ikke altid havde min Morskab af at iagttage dette Kunstprodukts Unaturligheder, saa vilde jeg umuligt kunne holde