397
- Min Cordelia!
Elskov elsker Hemmelighed — en Forlovelse er en Aabenbarelse; den elsker Taushed — en Forlovelse er en Bekjendtgjørelse; den elsker Hvisken — en Forlovelse er en høirøstet Forkyndelse; og dog vil en Forlovelse ved min Cordelias Kunst netop være et ypperligt Middel til at bedrage Fjenderne. I en mørk Nat er der intet Farligere for andre Skibe end at hænge en Lanterne ud, der skuffer mere end Mørket.
Hun sidder i Sophaen ved Theebordet, jeg sidder ved hendes Side; hun holder mig under Armen, hendes Hoved hviler sig betynget af mange Tanker til min Skulder. Hun er mig saa nær og dog endnu fjern, hun hengiver sig, og dog tilhører hun mig ikke. Endnu gjøres der en Modstand; men denne er ikke subjektiv reflekteret, det er Qvindelighedens almindelige Modstand; thi Qvindens Væsen er en Hengivelse, hvis Form er Modstand. — Hun sidder i Sophaen ved Theebordet, jeg sidder ved hendes Side. Hendes Hjerte banker, dog uden Lidenskab, Varmen bevæger sig, dog ikke i Uro, stundom skifter hun Farve, dog i lette Overgange. Er det Kjærlighed? Ingenlunde. Hun lytter, hun forstaaer. Hun lytter til det bevingede Ord, hun forstaaer det; hun lytter til en Andens Tale, hun forstaaer den som sin egen; hun lytter til en Andens Røst, idet den gjenlyder i hende, hun forstaaer denne Gjenlyd som var det hendes egen Stemme, der aabenbarer for hende og for en Anden.
Hvad gjør jeg? bedaarer jeg hende? Ingenlunde; dermed
var jeg heller ikke tjent. Stjæler jeg hendes Hjerte?
Ingenlunde; jeg seer ogsaa helst, at den Pige, jeg skal elske, beholder
sit Hjerte. Hvad gjør jeg da? Jeg danner mig et Hjerte i
Lighed med hendes. En Kunstner maler sin Elskede, det er nu
hans Glæde; en Billedhugger danner hende. Dette gjør jeg
ogsaa, men i aandelig Forstand. Dette Billede veed hun ikke
at jeg eier, og deri ligger egentlig mit Falskneri. Hemmelig-
