Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/410

Denne side er blevet korrekturlæst

394

Er det Synd af mig, at jeg istedetfor at see paa Præsten, fæster mit Øie paa det skjønne broderede Lommetørklæde, De holder i Haanden? Er det Synd af Dem, at De holder det I saaledes?.. Der staaer et Navn i Hjørnet... Charlotte Hahn hedder De? Det er saa forførerisk paa en saadan tilfældig Maade at faae at vide en Dames Navn. Det er som var der en tjenstfærdig Aand, der hemmelighedsfuldt gjorde mig bekjendt med Dem... Eller er det ikke tilfældigt, at Tørklædet netop folder sig saaledes, at jeg faaer Navnet at see? ... De er bevæget, De tørrer en Taare af Øiet... Lommetørklædet hænger atter løst ned... Det er Dem paafaldende, at jeg seer paa Dem og ikke paa Præsten. De seer til Lommetørklædet, De mærker, det har forraadt Deres Navn... Det er jo en høist uskyldig Sag, man kan let faae en Piges Navn at vide... Hvorfor skal det nu gaae ud over Lommetørklædet, hvorfor skal det krølles sammen? hvorfor vredes paa det? hvorfor vredes paa mig? Hør hvad Præsten siger: „Ingen føre et Menneske i Fristelse; ogsaa Den, der gjør det uden at vide deraf, ogsaa han har et Ansvar, ogsaa han er i en Skyld til den Anden, som han kun kan afbetale ved forøget Velvillie”... Nu sagde han Amen, udenfor Kirkedøren der tør De nok lade Tørklædet slagre løst for Vinden.... eller er De bleven angst for mig, hvad har jeg da gjort?.. har jeg gjort mere end De kan tilgive, end hvad De tør erindre — for at tilgive.




En dobbelt Bevægelse bliver nødvendig i Forhold til Cordelia. Vil jeg bestandig blot flygte for hendes Overmagt, var det vel muligt, at det Erotiske i hende blev for dissolut og løst til at den dybere Qvindelighed kunde hypostasere sig. Hun vilde da, naar den anden Strid begyndte, ikke være istand til at gjøre Modstand. Vel sover hun sig til sin Seir, men det skal hun ogsaa; men paa den anden Side maa hun bestandig vækkes. Naar det da et Øieblik seer ud for hende, som om hendes Seir atter fravristedes hende, skal hun lære at ville holde fast paa den. I denne Brydning modnes hendes Qvin-