392
en lang Passiar om det Kald, jeg søger, hist op og her ned, fik ham helt ud paa Toldboden; jeg skal love for han mærkede Intet.” Og hvad saa? saa holder De endnu mere af Licentiaten end før; thi De har altid troet, at han havde en udmærket Tænkemaade, men at han var klog... ja nu seer De jo selv. Og det har De mig at takke for — — — Men der falder mig Noget ind. Deres Forlovelse kan jo endnu ikke være declareret, ellers maatte jeg vide det. Pigen er deilig og lystelig at see til; men hun er ung. Maaskee er hendes Indsigt endnu ikke modnet. Var det ikke tænkeligt, at hun gik hen og gjorde et høist alvorligt Skridt letsindigt. Det maa forhindres; jeg maa tale med hende. Det skylder jeg hende; thi det er vist en meget elskværdig Pige. Det skylder jeg Licentiaten, thi han er min Ven; forsaavidt skylder jeg ogsaa hende det, thi hun er min Vens Tilkommende. Det skylder jeg Familien, thi det er vist en meget agtværdig Familie. Det skylder jeg den hele Menneskeslægt, thi det er en god Gjerning. Den hele Menneskeslægt! store Tanke, opløftende Idræt, at handle i hele Menneskeslægtens Navn, at være i Besiddelse af en saadan General-Fuldmagt. — Dog til Cordelia. Jeg kan altid bruge Stemning, og Pigens skjønne Længsel har virkelig bevæget mig.
Nu begynder altsaa den første Krig med Cordelia, i hvilken
jeg flygter og derved lærer hende at seire, idet hun forfølger
mig. Jeg flygter bestandig tilbage, og i denne Bevægelse
baglænds lærer jeg hende paa mig at kjende alle Elskovens Magter,
dens urolige Tanker, dens Lidenskab, hvad Længsel er og Haab
og utaalmodig Forventning. Idet jeg saaledes figurerer for
hende, udvikler Alt dette sig tilsvarende i hende. Det er et
Triumphtog, jeg fører hende i, og jeg selv er ligesaa meget
den, der dithyrambisk lovsynger hendes Seier som den, der
viser Veien. Hun vil faae Mod til at troe paa Elskoven, at
den er en evig Magt, naar hun seer dens Herredømme over
mig, seer mine Bevægelser. Hun vil troe mig, deels fordi jeg
stoler paa min Kunst, deels fordi der ligger Sandhed til Grund
