384
Edvard er ude af sig selv af Forbittrelse. Han lader sit Skjæg voxe, har ophængt sin sorte Kjole, det vil sige meget. Han vil tale med Cordelia, vil skildre hende min Underfundighed. Det vil blive en rystende Scene: Edvard ubarberet, skjødesløs paaklædt, talende høit med Cordelia. Blot han ikke stikker mig ud med sit lange Skjæg. Forgjæves søger jeg at bringe ham til Raison, jeg forklarer, at det er Tanten, der har bragt Partiet istand, at Cordelia maaskee endnu nærer Følelser for ham, at jeg skal være villig til at træde tilbage, hvis han kan vinde hende. Et Øieblik vakler han, om han ikke skal lade sit Skjæg rage paa en ny Maade, kjøbe en ny sort Kjole, i næste Øieblik overfuser han mig. Jeg gjør Alt for at holde gode Miner med ham. Hvor vred han end er paa mig, jeg er vis paa, han gjør intet Skridt uden at raadføre sig med mig; han glemmer ikke, hvad Gavn han har havt af mig som Mentor. Og hvorfor skulde jeg fravriste ham det sidste Haab, hvorfor bryde med ham; han er et godt Menneske, hvo veed hvad der kan skee i Tiden.
Hvad jeg nu har at gjøre, er paa den ene Side at lægge
Alt i Orden til at faae Forlovelsen hævet, saaledes at jeg
derved sikkrer mig et skjønnere og betydningsfuldere Forhold til
Cordelia; paa den anden Side at benytte Tiden saa godt som
muligt til at fryde mig ved al den Ynde, al den Elskelighed,
hvormed Naturen saa overflødig har udstyret hende, fryde mig
derved, dog med den Begrændsning og Circumspektion, der
forhindrer, at Noget foregribes. Naar jeg da har bragt det dertil,
at hun har lært, hvad det er at elske, og hvad det er at elske
mig, saa brister Forlovelsen som en ufuldkommen Form, og
hun tilhører mig. Andre forlove sig, naar de ere komne til
dette Punkt, og have da gode Udsigter til et kjedsommeligt
Ægteskab i al Evighed. Det maae de Andre om.
Endnu er Alt in statu quo; men neppe kan Nogen
Forlovet være lykkeligere end jeg; nogen Gjerrig, der har fundet
et Guldstykke, saligere end jeg. Jeg er beruset ved Tanken om
