372
hverken for levende eller for døde Vilhelmer, er desuden heller ikke Tydsken ganske mægtig; fandt sig derimod ganske i sit Es, da jeg viste hende det skjønt indbundne Exemplar og begyndte en Samtale om Bogbinder-Arbeide. Min Hensigt var at tilintetgjøre hos Cordelia Intrykket af det Pathetiske i samme Øieblik, som det var vakt. Hun blev lidt angst, men det var mig tydeligt, at denne Angst ikke virkede fristende, men unheimlich paa hende.
Mit Øie har idag for første Gang hvilet paa hende.
Man siger, at Søvnen kan gjøre et Øielaag saa tungt, at det
lukker sig; maaskee kunde dette Blik formaae noget Lignende.
Øiet lukker sig og dog røre dunkle Magter sig i hende. Hun
seer ikke, at jeg seer paa hende, hun føler det, føler det over
hele Legemet. Øiet lukker sig, og det er Nat; men indeni
hende er det lys Dag.
Edvard maa bort. Han gaaer paa det Yderste; hvert
Øieblik kan jeg vente, at han gaaer hen og gjør hende en
Kjærligheds-Erklæring. Det er der Ingen, der bedre kan vide
end jeg, der er hans Fortrolige, og som med Flid holder ham
i denne Exaltation, for at han kan virke desto mere paa
Cordelia. At lade ham komme til at tilstaae sin Kjærlighed, er
dog for voveligt. Vel veed jeg, at han faaer et Nei, men
dermed er Historien ikke ude. Han vil vistnok tage sig det
meget nær. Dette vil maaskee bevæge og røre Cordelia. Skjøndt
jeg i saa Fald ikke behøver at frygte det Værste, at hun skulde
gjøre det om igjen, vil dog hendes Sjæls Stolthed muligen
tage Skade ved denne rene Medlidenhed. Skeer det, saa er
min Hensigt med Edvard aldeles forfeilet.
Mit Forhold til Cordelia begynder at tage dramatisk
Tilløb. Noget maa der skee, hvad det saa end er; blot
iagttagende kan jeg ikke længere forholde mig, uden at lade
Øieblikket gaae forbi. Overraskes maa hun, det er nødvendigt;
