Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/378

Denne side er blevet korrekturlæst

362

Sjæl kan under den hele Spøg bevare sin Glæde, Læben sit Smil, Øiet sin Rolighed og Hjertet blive uden Angst. Vover Een af Eder at bære sig anderledes ad, saa skal Eders Navn være forbandet. — Og nu afsted til Liv og Glæde, til Ungdom og Skjønhed; viser mig, hvad jeg ofte har seet, hvad jeg aldrig bliver træt af at see, viser mig en skjøn, ung Pige, udfolder hendes Skjønhed for mig saaledes, at hun selv bliver end skjønnere; examinerer hende saaledes, at hun har Glæde af denne Examination! — — — Jeg vælger Bredgaden, men jeg kan, som I veed, kun disponere over min Tid til halv to. — — —

Der kommer en ung Pige, pyntet og stram, ja det er ogsaa Søndag idag.... Svaler hende en Smule, tilvifter hende Kølighed, glider i sagte Strømninger hen over hende, omfavner hende med Eders uskyldige Berøring! Hvor aner jeg Kindens fine Rødmen, Læben farves stærkere, Varmen løfter sig... ikke sandt, min Pige, det er ubeskriveligt, det er en salig Nydelse at indaande denne friske Luftning? Den lille Krave vugger sig som et Blad. Hvor sundt og fyldigt hun aander. Hendes Skridt sagtnes, hun næsten bæres af den sagte Luftning, som en Sky, som en Drøm . . . Blæser lidt stærkere, i længere Drag!... Hun samler sig; Armene strække sig nærmere ind til Varmen, som hun bedækker forsigtigere, at ikke et Vindpust skal være for nærgaaende, at det ikke smidigt og køligt skal snige sig ind under den lette Bedækning... Hun rødmet sundere, Kinden bliver fyldigere, Øiet gjennemsigtigere, Gangen mere taktfast. Al Anfægtelse forskjønner et Menneske. Enhver ung Pige burde forelske sig i Zephyren; thi ingen Mand forstaaer dog saaledes som den, idet den strider med hende, at forhøie hendes Skjønhed.... Hendes Legeme bøier sig lidt forover, Hovedet seer mod Fodens Spidse.... Standser lidt! det er for meget, hendes Figur bliver bred, taber sin skjønne Smalhed.... Svaler hende lidt!.... Ikke sandt min Pige, det er Vederqvægende, naar man er bleven varm, da at føle disse forfriskende Gysninger; man kunde aabne sin Favn af Taknemmelighed, af Glæde over Tilvæ-