358
Kølighed, ikke Vinens Duft, ikke dens Liflighed — Intet i Verden har denne foryngende Magt.
Snart vil jeg haabe, at jeg har bragt det til det Punkt,
at hun hader mig. Jeg har ganske antaget Skikkelsen af en
Pebersvend. Jeg taler ikke om Andet end om at sidde
mageligt, ligge beqvemt, have en paalidelig Tjener, en Ven med et
godt Fodfæste, at man ret kan stole paa ham, naar man gaaer
med ham under Armen. Kan jeg nu faae Tanten til at
forlade de landøkonomiske Betragtninger, saa fører jeg hende
herind paa, for at faae en mere direkt Anledning til Ironi. En
Pebersvend kan man lee ad, ja have Medlidenhed med, men
et ungt Menneske, der dog ikke er uden Aand, oprører ved slig
Adfærd en ung Pige; hele hendes Kjøns Betydning, dets
Skjønhed og Poesi tilintetgjøres.
Saaledes gaae Dagene hen, jeg seer hende, men taler ikke
med hende, jeg taler med Tanten i hendes Nærværelse. En
enkelt Nat kan det falde mig ind at give min Kjærlighed Luft.
Da gaaer jeg indhyllet i min Kappe, med min Hue trykket
ned over Øinene, udenfor hendes Vinduer. Hendes
Sovekammer vender ud til Gaarden, men er, da Stedet er et
Hjørnested, synligt fra Gaden. Undertiden staaer hun da et
Øieblik ved Vinduet, eller hun aabner det, seer op mod
Stjernerne, ubemærket af Alle, kun ikke af den, hun vel mindst af
Alle vilde troe sig bemærket af. I disse Nattetimer gaaer jeg
da som en Aand omkring, som Aand beboer jeg den Plads,
hvor hendes Bolig er. Da glemmer jeg Alt, har ingen
Planer, ingen Beregninger, kaster Forstanden overbord, udvider og
styrker mit Bryst ved dybe Sukke, en Motion, jeg behøver for
ikke at lide under det Systematiske i min Adfærd. Andre ere
dydige om Dagen, synde om Natten, jeg er Forstillelse om
Dagen, om Natten er jeg lutter Attraa. Hvis hun saae mig
her, hvis hun kunde see ind i min Sjæl — hvis.
Hvis denne Pige vil forstaae sig selv, maa hun indrømme,
at jeg er en Mand for hende. Hun er for heftig, for dybt