348
hinanden som gamle Bekjendte, skjønt de kun ere et Øieblik gamle. For en ung Pige er dette Øieblik altid det skjønneste, og man bør, for ret at nyde det, altid være lidt høiere, saa man ikke blot er Baptisand men tillige Præst. Lidt Ironi gjør dette Øiebliks andet Øieblik til et af de interessanteste, det er en aandelig Afklædelse. Man maa være poetisk nok til ikke at forstyrre Akten, og dog maa Skjælmen altid sidde paa Luur.
Hun er stolt, det har jeg seet for længe siden. Naar hun sidder i Selskab med de tre Jansener, saa taler hun meget lidet, deres Pjat kjeder hende aabenbart, et vist Smiil om Læberne synes at tyde derpaa. Dette Smil bygger jeg paa. — Til andre Tider kan hun overgive sig til en næsten drengeagtig Vildskab, til stor Forundring for Jansenerne. Uforklarligt er det mig ikke, naar jeg betænker hendes Barndoms-Liv. Hun havde kun een eneste Broder, der var et Aar ældre. Hun kjender kun Fader og Broder, har været Vidne til alvorlige Optrin, det giver Afsmag for den almindelige Gaasesnadder. Hendes Fader og Moder have ikke levet lykkeligt sammen; det, som ellers, tydeligere eller dunklere, vinker en ung Pige, vinker ikke hende. Det turde vel være muligt, at hun er raadvild om, hvad en ung Pige er. Maaskee turde hun i enkelte Øieblikke ønske, at hun ikke var Pige, men Mand.
Hun har Phantasi, Sjæl, Lidenskab, kort, alle
Substantialiteter, men ikke subjektivt reflekterede. Idag forvissede et
Tilfælde mig ret derom. Jeg veed af Firmaet Jansen, at hun
ikke spiller, det strider mod Tantens Grundsætninger. Jeg har
altid beklaget det, thi Musik er altid et godt
Communicationsmiddel med en ung Pige, naar man, vel at mærke, er saa
forsigtig, ikke at træde op som Kjender. Idag kom jeg op til
Fru Jansens, jeg havde lukket Døren halv op uden at
banke paa, en Uforskammethed, der ofte kommer mig tilgode
og som jeg, naar fornødent gjøres, afhjælper ved en
Latterlighed, ved nemlig at banke paa den aabne Dør — hun sad
