344
ingen Fættere, ikke en Trævl at saae fat i, ingen uendelig langt ude Beslægtet, man kunde faae under Armen. Jeg gaaer bestandigt med den ene Arm hængende løs, jeg vilde for Alt i Verden ikke i denne Tid gaae med En under hver Arm, min Arm er en Entrehage, som man altid maa have i Beredskad, min Arm er bestemt for de uvisse Indtægter, om der ikke langt ude i det Fjerne skulde vise sig en langt ude Beslægtet eller Ven, som jeg langt borte fra kunde faae en Smule under Armen — saa klattrer jeg. Iøvrigt er det ogsaa urigtigt af en Familie at leve saa isoleret; man berøver den stakkels Pige Leilighed til at lære Verden at kjende, ikke at tale om, hvilke andre farlige Følger det kan have. Det hævner sig altid. Med Frieri gaaer det ligesaa. Ved slig Isolation sikkrer man sig vel mod Smaatyve. I et meget selskabeligt Huus, der gjør Leilighed Tyve. Det gjør imidlertid ikke stort; thi hos saadanne Piger er der ikke stort at stjæle; naar de ere sexten Aar gamle, da er deres Hjerte allerede en fuldstændig Navneklud, og jeg bryder mig aldrig om at skrive mit Navn med, hvor Flere allerede have skrevet; det falder mig aldrig ind at ridse mit Navn paa en Rude eller i en Kro, eller paa et Træ eller en Bænk i Frederiksberg Have.
Jo mere jeg seer paa hende, desto mere overbeviser jeg mig om, at hun er en isoleret Figur. Dette bør en Mand ikke være, end ikke en Yngling; thi da hans Udvikling væsentlig beroer paa Reflexion, saa maa han være traadt i Forhold til Andre. En ung Pige bør derfor heller ikke være interessant, thi det Interessante indeholder altid en Reflexion paa sig selv, saaledes som derfor i Kunst det Interessante altid giver Kunstneren med. En ung Pige, der vil behage ved at være interessant, vil nærmest behage sig selv. Dette er fra Æsthetikens Side, hvad der er at indvende mod alskens Coquetteri. En anden Sag er det med alt det uegentlige Coquetteri, der er Naturens egen Bevægelse; saaledes den qvindelige Blufær-
