Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/354

Denne side er blevet korrekturlæst

338

hurtige Skridt, som om jeg ikke i fjerneste Maade agtede paa hende. Jeg kom et langt Stykke forud, hilste til Høire og Venstre paa Familien og bemægtigede mig derpaa det Vindue, der vendte ud til Stien. Hun kom, jeg saae, og saae, medens jeg paa samme Tid udspandt en Passiar med Theeselskabet i Dagligstuen. Hendes Gang overbeviste mig let om, at hun ikke havde gjennemgaaet nogen betydelig Dandseskole, og dog var der en Stolthed i den, en naturlig Adel, men en Mangel paa Agtpaagivenhed paa sig selv. Een Gang mere end jeg egentlig havde regnet paa, fik jeg hende at see. Fra Vinduet af kunde jeg ikke see langt ned ad Stien; derimod kunde jeg iagttage en Bro, som løber ud i Søen, og til min store Forundring opdager jeg hende derude igjen. Det faldt mig ind, maaskee hører hun til herude paa Landet, maaskee har Familien Sommerværelser. Jeg var allerede ifærd med at fortryde mit Besøg, af Frygt for, at hun skulde vende om og jeg tabe hende af Sigte, ja dette, at hun blev synlig paa Broens yderste Spidse var ligesom et Tegn paa, at hun forsvandt for mig — da hun viste sig nærved. Hun var gaaet Huset forbi, i en Fart griber jeg efter min Hat og min Stok for, om muligt endnu mange Gange at komme hende forbi og atter bag efter hende indtil jeg havde opdaget hendes Bolig — da jeg ved min Iilsomhed støder til en Dames Arm, der just var ifærd med at præsentere Thee om. Et frygteligt Skrig opløstes, jeg staaer med Hat og Stok, ene bekymret for at komme bort, og for om muligt at give Sagen en Vending og motivere min Retirade, udbryder jeg med Pathos: som Cain vil jeg være landflygtig fra det Sted, der saae dette Theevand spildt. Men som om Alt havde sammensvoret sig imod mig faaer Værten den fortvivlede Idee at ville continuere min Bemærkning og erklærer høit og dyrt, at jeg ikke faaer Lov til at gaae, førend jeg har nydt en Kop Thee, selv præsenteret Damerne den spildte Thee og saaledes gjort Alt godt igjen. Da jeg holdt mig fuldkommen overbevist om, at min Vært vilde i nærværende Tilfælde ansee det for en Høflighed at