Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/349

Denne side er blevet korrekturlæst

333

Baller, Promenader. Det glæder mig i en vis Forstand; en ung Pige, der deeltager meget i saadanne Forlystelser, er det i Almindelighed ikke værd at erobre; hun mangler som oftest den Oprindelighed, der er og bliver conditio sine qva non for mig. Det er ikke saa ubegribeligt, at sinde en Preciosa mellem Zigeunere, som paa de Trommesale, hvor unge Piger falbydes — i al Uskyldighed, ih Gud bevares, hvo siger Andet!




d. 12.

Ja mit Barn, hvorfor blev De ikke staaende ganske roligt i Porten? Det er aldeles ikke Noget at opholde sig over, at en ung Pige gaaer ind i en Port i Regnveir. Det gjør jeg ogsaa, naar jeg ingen Paraply har, undertiden endog naar jeg har den, som nu f. Ex. Desuden vil jeg kunne nævne flere agtværdige Damer, der ikke have taget i Betænkning at gjøre det. Man forholder sig ganske rolig, vender Ryggen til Gaden, saa kunne de Forbigaaende ikke engang vide, om man staaer eller om man er ifærd med at gaae op i Huset. Derimod er det uforsigtigt at skjule sig bag Porten, naar denne staaer halv aaben, fornemmelig for Følgernes Skyld; thi jo mere man er skjult, desto ubehageligere at blive overrasket. Har man imidlertid skjult sig, saa bliver man staaende ganske stille, anbefalende sig til sin gode Genius og alle Engles Varetægt; især afholder man sig fra at titte ud — for at see, om Regnen ikke er forbi. Vil man nemlig forvisse sig derom, gjør man et bestemt Skridt frem og seer alvorligt paa Himlen. Naar man derimod lidt nysgjerrigt, forlegent, angst, usikkert stikker Hovedet frem, hurtigt trækker det tilbage — saa forstaaer ethvert Barn denne Bevægelse, man kalder det at lege Skjul. Og jeg, som altid er med i Legen, jeg skulde holde mig tilbage, jeg skulde ikke svare, naar der blev spurgt...... Tro ikke, at jeg nærer nogen fornærmende Tanke om Dem, De havde ikke den fjerneste Hensigt med at stikke Hovedet frem, det var den uskyldigste Sag af Verden. Til Gjengjæld maa De ikke fornærme mig i Deres Tanke, det taaler mit gode Navn og Rygte ikke.