329
jeg har faaet hvad Svømmerne kalde en Gammel, intet Under, at jeg er lidt fortumlet. Desto bedre, desto Mere lover jeg mig af dette Forhold.
Neppe kjender jeg mig selv. Mit Sind bruser som et oprørt Hav for Lidenskabens Storme. Dersom en Anden kunde see min Sjæl i denne Tilstand, vilde det synes ham, at den som en Jolle borede sig med Spidsen ned i Havet, som om den i sin rædsomme Fart maatte styrte ned i Afgrundens Dyb. Han seer ikke, at oppe i Masten sidder der en Matros paa Udkig. Bruus op I vilde Kræfter, rører Eder Lidenskabens Magter, om Eders Bølgeslag end kaster Skummet mod Skyerne, I formaae dog ikke at optaarne Eder over mit Hoved; jeg sidder rolig som Klintekongen.
Jeg kan næsten ikke finde Fodfæste, som en Vandfugl søger
jeg forgjæves at nedlede mig i mit Sinds oprørte Hav. Og
dog er et saadant Oprør mit Element, jeg bygger derpaa,
ligesom Alcedo ispida bygger Rede paa Havet.
De kalkunske Haner bruse op, naar de see Rødt, saaledes
gaaer det mig, naar jeg seer Grønt, hver Gang jeg seer en
grøn Kaabe; og da mit Øie ofte bedrager mig, saa strande
stundom alle mine Forventninger paa en Porteur fra
Frederiks-Hospital.
Man maa begrændse sig, det er en Hovedbetingelse for al Nydelse. Det synes ikke, at jeg saa snart skal faae nogen Oplysning om den Pige, der udfylder min Sjæl og al min Tanke saaledes, at Savnet næres. Jeg vil nu forholde mig ganske rolig; thi ogsaa denne Tilstand, den dunkle og ubestemte men dog stærke Rørelse, har sin Sødme. Jeg har altid holdt af i en maaneklar Nat at ligge i en Baad ude paa en eller anden af vore deilige Indsøer. Jeg trækker da Seilene ind, Aarerne
