Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/34

Denne side er blevet korrekturlæst

18

hvem man kan lære det reent Menneskelige); thi vel har jeg en Sele om Livet, men den Stang, der skal holde mig oppe, seer jeg ikke. Det er en rædsom Maade at gjøre Erfaring paa.

* * *

Det er mærkeligt nok, ved de to rædsomste Modsætninger faaer man en Forestilling om Evigheden. Tænker jeg mig hiin ulykkelige Bogholder, der gik fra Forstanden af Fortvivlelse over, at han ved i et Regnskab at have sagt: 7 og 6 er 14, havde ødelagt et Handelshuus; tænker jeg mig ham Dag ud og Dag ind, uberørt af alt Andet, gjentage for sig selv: 7 og 6 er 14, saa har jeg et Billede af Evigheden. — Tænker jeg mig en yppig qvindelig Skjønhed i et Harem, hvilende paa en Sopha i al sin Ynde, uden at bekymre sig om noget i Verden, saa har jeg atter et Billede paa Evigheden.

* * *

Det, Philosopherne tale om Virkeligheden, er ofte ligesaa skuffende, som naar man hos en Marschandiser læser paa et Skilt: Her rulles. Vilde man komme med sit Tøi for at faae det rullet, saa var man narret; thi Skiltet er blot tilsalgs.

* * *

For mig er intet farligere end at erindre. Har jeg først erindret et Livsforhold, saa er Forholdet selv ophørt. Man siger, at Adskillelse hjælper til at opfriske Kjærlighed. Det er ganske sandt, men den opfrisker den paa en reen poetisk Maade. At leve i Erindringen er det fuldendteste Liv, der lader sig tænke, Erindringen mætter rigeligere end al Virkelighed, og den har en Tryghed, som ingen Virkelighed eier. Et erindret Livsforhold er allerede gaaet ind i Evigheden og har ingen timelig Interesse mere.

* * *

Skulde noget Menneske føre en Dagbog, saa skulde det være mig, og for at komme min Hukommelse lidt til Hjælp.