296
blander sit Blod med Vennens. Naar dette Øieblik kommer er vanskeligt at bestemme; men det forkynder sig selv paa en gaadefuld Maade, man føler det, man kan ikke mere sige De til hinanden. Naar denne Følelse har været tilstede, saa kan det aldrig vise sig, at man har taget feil som Geert Vestphaler, da han drak Duus med Skarpretteren. — Hvilket er Venskabets sikkre Kjendetegn? Oldtiden svarer: idem velle, idem nolle, ea demum firma amicitia, og tillige yderst kjedsommeligt. Hvilken er Venskabets Betydning? Gjensidig Assistance med Raad og Daad. Derfor slutte to Venner sig nøie sammen, for at være Alt for hinanden; og det uagtet det ene Menneske slet ikke kan være Andet for det andet Menneske end være i Veien for ham. Ja man kan hjælpe hinanden med Penge, hjælpe hinanden i og af Frakken, være hinandens ydmyge Tjenere, møde til en oprigtig Nytaars-Gratulation, item til Bryllup, Varsel og Begravelse.
Men fordi man afholder sig fra Venskab, derfor skal man ikke leve uden Berøring med Menneskene. Tværtimod, disse Forhold kunne undertiden ogsaa antage et dybere Sving, kun at man altid, skjøndt man en Tid lang deler Bevægelsens Fart, dog har saa meget mere Hurtighed, at man kan løbe fra det. Man mener vel, at en saadan Adfærd efterlader ubehagelige Erindringer, at det Ubehagelige ligger i, at et Forhold fra at have været Noget for En svinder hen til at være Intet. Dette er dog en Misforstaaelse. Det Ubehagelige er nemlig en pikant Ingredients i Livets Tværhed. Desuden kan det samme Forhold atter faae Betydning paa en anden Maade. Det, man skal passe paa, er, aldrig at løbe fast, og til den Ende altid at have Glemselen bag Øret. Den erfarne Landmand brakker af og til, den sociale Klogskabslære anbefaler det Samme. Alt kommer nok igjen, men paa en anden Maade; hvad der eengang har været optaget i Notationen bliver deri, men varieres ved Drifts-Maaden. Man haaber derfor ganske conseqvent at træffe sine gamle Venner og Bekjendtere i en bedre Verden, men man deler ikke Mængdens Frygt for, at de skulde have forandret sig saa meget, at man ikke kunde kjende dem igjen;
