271
til at komme, saa kunde han jo lade Rinville gjøre en lille Spøg med sig selv over, at han til syvende og sidst maaskee havde gjort klogere i at optræde i egen Skikkelse, og over det Pudseerlige i, saaledes at blive forvandlet fra Slethed til Slethed, alt eftersom der indløb nye Depescher angaaende Charles. Det var da bedst at lade ham blive afbrudt i denne Overveielse af Charles's Replik i Coulissen. Saaledes som Monologen ender hos Scribe, føler man for stærkt, at nu er Monologen ude, og nu maa der komme en ny Person. Hvis Rinvilles Monolog saaledes blev afbrudt, kastedes der et nyt Lys over Charles's eventyrlige Hastværk, over det Importune i hans Optræden, hvorved han altid udmærker sig, item over den stakaandede Fjollethed, som Digteren saa uforligneligt har givet hans første Repliker Præg af.
Dog dette er mindre vigtigt. Hovedfeilen ved denne Monolog er, at den Operation, som Rinville antyder, viser sig aldeles som Snak, som en blot fingeret Bevægelse. Rinville deklarer, at det er ikke mere for Løiers Skyld, at han spiller Charles's Rolle. Det har det jo aldrig været, tværtimod har han jo selv i Begyndelsen angivet tre solide Grunde for, at han maatte ønske sit Ægteskab med Emmeline bragt istand. Dernæst forklarer han, at han vil forhindre Emmeline i at forvexle ham med Charles, han vil overbevise sig om, at det er ham, hun elsker, ikke Erindringen om Charles. Dette er af yderste Vigtighed for hele Stykket, thi derved afgjøres, som ovenfor blev udviklet, om det er i endelig Forstand moraliserende eller i uendelig Forstand vittigt. Hans Operation maa da gaae ud paa, gjennem Charles's Person at lade sin egen ham eiendommelige Elskværdighed blive synlig. Dette skeer imidlertid ikke, og hvis det var skeet, saa var Stykket blevet et ganske andet. Hos Emmeline dreier Alt sig om Ringen; da han i den femtende Scene træder op med den, saa tager hun ham til Naade, erkjender ham for at være den Samme o. s. v. Rinville maa overhovedet for Stykkets Totalvirknings Skyld ikke opfattes som en poetisk Figur, hvilket heller ikke lader sig uddemonstrere af de enkelte Belysninger, der falde paa ham. Han
