263
til Rinville, der indeholder et Afslag; Tjeneren afsendes med Brevet; Familien negter sig hjemme, Rinville træder op. Lapierre har, istedetfor at sige Domestikerne neden under Beskeed, trukket Ridestøvler paa. Rinville er altsaa indladt. Her har Scribe strax, istedetfor at lade Hr. Rinville træde op og anmelde sig selv, faaet en ikke uvittig Situation, der indeholder ligesaa megen Spot over Dervière som over Emmeline. Rinville har modtaget Brevet, læser det. Her er atter Situation. Det er ikke, som ellers saa ofte, et Brev der bliver læst, saaledes at Opmærksomheden maa fæstes alene paa dets Indhold. Det er i Hr. Dervières Huus, at den tilkommende Svigersøn faaer Afslaget. Rinville fatter sin Plan. Dervière træder op, Rinville udgiver sig for Charles.
Her have vi en fuldendt vittig Situation. Der kunde naturligviis ikke være nogen Gjæst Hr. Dervière mere uvelkommen end Charles. Dette aner Rinville ikke. Hans hele Intrige viser sig da som en saare uheldig Idee. Situationen ligger ikke deri, at Rinville udgivet sig for Charles, men deri, at han har valgt den alleruheldigste, han kunde vælge, og det uagtet han nødvendig maatte troe at vælge den heldigste. Situationen ligger dernæst i, at Dervière har den unge excellente Rinville i sit Huus uden at ane det. Naar man nu paaagter de i og for sig poetisk rigtige Repliker, saa vil man atter og atter komme til at nyde Situationen i en høiere Potents, fordi det Latterlige i Situationen i dem bliver klarere og klarere. Rinville begynder i den sentimentale og pathetiske Stiil. Om det er correct, kunde synes tvivlsomt. Han har intet nærmere Kjendskab til Charles, kan altsaa ikke vide, hvilken Maade der vilde virke mest skuffende. Han har derimod en Forestilling om Dervières Huus, og tør derfra slutte til Beskaffenheden af de øvrige Lemmer i denne Familie. Vil man ansee Begyndelsen for ucorrect, saa kan man ikke negte, at Scribe bøder paa denne Svaghed ved Replikens Vittighed og den Anelse, som vækkes hos Tilskueren om den virkelige Charles. Det Ucorrecte ligger da i, at Rinvilles første Tiltale er saa pathetisk, at det seer ud, som om han frygtede for ikke at
