256
Holberg. Hun er for stor Theoretiker, for god Dialektiker (og ethvert Menneske, der har en fix Idee, er en Virtuos paa een Stræng) til at lade sig empirisk overbevise. Charles har været hende utro, hun ægter Rinville; men hendes romantiske Samvittighed gjør hende ingen Bebreidelser. Rolig turde hun træde frem for Tante Judithe, hvis denne levede, hun turde sige til hende: „jeg elsker ikke Rinville, jeg har aldrig elsket ham, jeg elsker kun Charles, og siger endnu: man elsker kun eengang, og den første Kjærlighed er den sande Kjærlighed; men jeg har Agtelse for Rinville, derfor har jeg ægtet ham og adlydt min Fader” (cfr. fjortende Scene). Da vil Judithe svare: „ret saa, mit Barn, Lærebogen tillader i en Anmærkning dette Skridt. Den siger: naar de Elskende ikke kunne faae hinanden, da bør det dem at leve stille hen, og skjøndt de ikke faae hinanden, skal deres Forhold dog have samme Betydning, som om de havde faaet hinanden, og deres Liv skal være ligesaa skjønt og i alle Maader ansees for et Samliv. Det veed jeg af egen Erfaring. Min første Kjærlighed var en Seminarist, men han kunde intet Levebrød faae. Han var min første Kjærlighed og blev min sidste, jeg døde ugift og han uden Levebrød. Naar derimod den ene Part bliver den anden utro, da har den anden Lov at gifte sig, dog saaledes, at hun gjør det paa Grund af Agtelse.”
Naar man da har Valget mellem at nedsætte Scribes Stykke til en Ubetydelighed ved at paastaae, at der findes Noget deri, som ikke lader sig eftervise, eller at glæde sig over et Mesterstykke ved at kunne forklare Alt, saa synes Valget let. Stykket er da ikke i endelig Forstand moraliserende, men i uendelig Forstand vittigt; det har ingen endelig Hensigt, men er en uendelig Spøg med Emmeline. Derfor ender Stykket heller ikke. Da den nye Kjærlighed til Rinville ikkun er motiveret ved en Forvexling, saa er det ganske vilkaarligt at lade Stykket høre op. Enten er dette nu en Feil ved Stykket, eller en Fortjeneste. Valget er her atter let. Idet Tilskueren troer, at Stykket er forbi, at han har vundet et sikkert Fodfæste, opdager han pludselig, at det, han træder paa, er ikke noget Fast,
