249
af hiin, og det er det Andet, hvorpaa man i den forulykkede Charles gjenkjender Judithes Elev og Emmelines Legekammerat. Sit eget Liv veed han trods al dets Elendighed og Ubetydelighed at opfatte i en romantisk Forklarelse. Han betragter sin Ungdom, da han gik ud i Verden, som „en høist elskværdig Cavaleer, en ung Mand af den bedste Tone, fuld af Ild og Liv og Gratie, udsat for store Efterstræbelser af Kjønnet.” Selv den Historie med Pamela har i hans Øine et romantisk Udseende, skjøndt Tilskueren meget godt aner, at Charles egentlig har været til Nar. Man vil let see, hvorfor jeg gjorde Mystifikationen til det Fremherskende for Charles; thi den Illusion, han er i, er egentlig en Illusion med Hensyn til sin Gave at mystificere. Man seer atter her Roman-Helten. Der er en uforlignelig Sandhed i Charles. I Forhold til Folk i Almindelighed har et saadant forulykket Subjekt noget Fornemt, han er berørt af Ideen, hans Hjerne er ikke ubekjendt med phantastiske Forestillinger. En saadan Figur er derfor ret egentlig comisk, fordi hans Liv ligger under det Almindelige, ligger i Usselhed, og dog troer han, at han udfører det Overordentlige. Han troer, at Historien med Pamela er et „Eventyr,” og dog fatter man en Mistanke, om det ikke snarere er hende, der har taget ham ved Næsen; man fristes næsten til at troe, at han er mere uskyldig end han selv troer, at Pamela har havt andre Grunde til at forfærde ham „med Skræddersaxen” end hendes krænkede Kjærlighed, ja at disse Grunde vel endog laae udenfor hans Forhold til hende.
Endelig gjenkjender man i det forulykkede Subjekt den oprindelige Charles paa Grund af en lav-comisk Rørelse, en Blødhed, der troer paa store Følelser og bevæges af dem. Da han hører, at Onkelen har betalt Vexlen, udbryder han: „Ja, Naturens og Blodets Baand ere hellige”[1]. Han er virkelig
- ↑ Dersom Læseren er meget bevandret i Stykket, vil han have havt Leilighed til at glæde sig over det poetiske Tilfælde, der vil, at Rinville i den første Scene, hvor han forestiller Charles, reproducerer ham saa poetisk sandt, at hans Tale bliver en Art Bug-
