246
Stykke, som man ikke kan negte, at man stundom i andre af Scribes Dramaer savner den fuldkomne Correcthed, idet Situationen bliver søvnig og Dialogen eensidig snaksom. Den første Kjærlighed derimod er et Stykke uden Lyde, saa fuldendt, at det alene maatte gjøre Scribe udødelig.
Vi ville først lidt nærmere betragte Personerne i dette Stykke i deres Enkelthed, for senere at see, hvorledes Digteren har vidst at lade deres Individualiteter blive aabenbare i Replik og Situation, og det uagtet hele Stykket kun er en Skizze.
Dervière, en rig Jernstøber og Enkemand, har kun en eneste Datter, „en lille Jomfru paa 16 Aar.” Enhver billig Fordring af ham paa at ansees for en brav og honnet Mand, der har mange Penge, maa vistnok respekteres, hvorimod ethvert Forsøg paa at være Mand, at være en Fader, „der ikke forstaaer Spøg”, maa ansees for mislykket. Det strander ogsaa paa hans Datter, uden hvis Minde og Bifald han neppe tør ansee sig for et Fornuftvæsen. „Hun gaaer ud og ind ad ham med Træskoe,” og han viser et ualmindeligt Anlæg til at forstaae Spøg, da hendes Lune i Eet væk leger Blindebuk med hans faderlige Værdighed.
Hans eneste Datter Emmeline er nu 16 Aar gammel. En nydelig, indtagende lille Pige, men en Datter af Dervière og opdragen af Tante Judithe. Hun har opdraget og dannet hende ved Romaner, og Faderens Rigdom har gjort det muligt at bevare denne Dannelse uforstyrret af Livets Virkelighed. Alt i Huset lystrer hendes Lune, hvis Ustadighed man blandt Andet kan see af Tjeneren Lapierres Monolog i tredie Scene. Med Judithes Dannelse har hun levet i Faderens Huus uden synderligt Kjendskab til Verden, og ikke savnet Leilighed til at indspinde sig selv i et Væv af Sentimentalitet. Hun er opdraget med hendes Fætter Charles; han var hendes Legekammerat, hendes Alt, det fornødne Supplement til Tantens Romaner. Med ham har hun gjennemgaaet det Læste, paa ham har hun overført Alt, da han i en meget ung Alder forlod
