Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/249

Denne side er blevet korrekturlæst

233

Maaskee vilde nu En og Anden give mig Ret i det her Udviklede og indrømme dets Betydning for den digteriske Frembringelse, men høilig forundte sig, hvis jeg vilde gjøre noget Lignende gjældende med Hensyn til Recensioner og Kritiker. Og dog troer jeg, at det netop her er af største Vigtighed, og at det, at man har overseet Anledningens Betydning, har foraarsaget, at Anmeldelser i Almindelighed ere saa fuskeragtige som ret Forretnings-Arbeide. I Kritikens Verden faaer Anledningen endog en potentseret Betydning. Skjøndt man derfor i kritiske Anmeldelser ofte nok hører Tale om Anledning, saa seer man dog med et halvt Øie, hvor lidet der vides Beskeed med, hvorledes det hermed hænger sammen. Kritiken synes ikke at behøve Muse-Paakaldelsen; thi det er jo intet Digterværk, han frembringer; men behøver han ikke Muse-Paakaldelsen, saa behøver han ei heller Anledningen. Imidlertid skulde man dog ikke glemme Betydningen af den gamle Sætning: at det Lige kun forstaaes af det Lige.

Det, der er Gjenstand for Æsthetikerens Betragtning, er nu vistnok det allerede Færdige, og han skal ikke, som Digteren selv, frembringe. Desuagtet har Anledningen aldeles den samme Betydning. Den Æsthetiker, der anseer Æsthetiken for sin Profession, og i sin Profession igjen seer den egentlige Anledning han er eo ipso fortabt. Dermed skal ingenlunde være sagt, at han jo kan præstere adskilligt Dygtigt; men Hemmeligheden ved al Frembringelse har han ikke fattet. Han er altfor meget en pelagiansk Selvhersker til i barnlig Forundring at kunne fryde sig over det Besynderlige i, at det ligesom er fremmede Magter, der frembringe Det, som Mennesket troer tilhører ham selv: Begeistringen nemlig og Anledningen. Begeistring og Anledning høre uadskilleligt sammen; det er en Formation, som man ofte nok finder i Verden, at det Store, det Ophøiede i sit Selskab bestandig har en vims lille Person. En saadan Person er Anledningen, en Person, man ellers ikke vilde tage Hatten af for, som ikke tør lukke sin Mund op, naar han er i fornemt Selskab, men som sidder taus med et skjelmsk Smil og gotter sig i sig selv, uden at lade sig forlyde med, hvor-