231
Digtere til dem, der i strengere Forstand i Anledningen see Alt, og derfor bruge det samme Vers, den samme Formular, og dog haabe, at Anledningen for de Vedkommende vil være en tilstrækkelig Anledning til et passende Honorar.
Anledningen, der nu som saadan er det Uvæsentlige og Tilfældige, kan i vor Tid stundom forsøge sig i det Revolutionaire. Anledningen spiller ofte ganske Herre; den gjør Udslaget, gjør Produktet og Producenten til Noget eller til Intet, alt eftersom den vil. Digteren venter, at Anledningen skal begeistre, og seer med Forundring, at det ikke gaaer an, eller han frembringer Noget, han selv i sit Inderste anseer for Ubetydeligt, og seer nu, at Anledningen gjør det til Alt, seer sig hædret og udmærket paa alle mulige Maader, og veed med sig selv, at det har han ene Anledningen at takke. Disse forsee sig nu paa Anledningen; de, vi i det Foregaaende have fremstillet, oversee den og komme derfor altid i enhver Forstand ukaldede. De dele sig egentlig i to Classer: de der dog antyde, at en Anledning er nødvendig, og de som end ikke lade sig mærke hermed. Begge Dele beroe naturligviis paa en uendelig Overvurderen af eget Værd. Naar et Menneske bestandig fører saadanne Talemaader i Munden, som: i den Anledning falder det mig ind, i den Anledning kommer jeg til at tænke paa o.s.v., saa kan man altid være vis paa, at et saadant Menneske er paa Vildspor sig selv betræffende. Selv i det Betydeligste seer han ofte kun en Anledning for at faae sin Smule Bemærkning anbragt. Dem, der end ikke antyde Anledningens Nødvendighed, kan man ansee for mindre forfængelige men mere afsindige. De udspinde ufortrødent, uden at see til Høire eller Venstre, deres Passiars tynde Traad, og de gjøre med deres Snak og med deres Skrift samme Virkning i Livet som Møllen i et Eventyr, hvorom det hedder: medens Alt dette nu skete, gik Møllen klip klap, klip klap.
Og dog har selv den fuldendteste, den dybeste og betydningsfuldeste Frembringelse en Anledning. Anledningen er den fine, næsten usynlige Spindelvæv, hvori Frugten hænger. Forsaavidt det derfor stundom synes, at det Væsentlige viser sig
