Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/241

Denne side er blevet korrekturlæst

225

Ulykker, dens dristige Sjæl fordrer endnu større. Ja men jeg elskede ham alene i den hele Verden, jeg elskede ham af min hele Sjæl, af mit ganske Hjerte, af al min Tanke — Sligt have vi jo allerede hørt engang før, træt ikke vor utaalmodige Længsel; Du kan jo erindre og sørge. — Nei jeg kan ikke sørge; thi han var mig maaskee ikke utro, han var maaskee ingen Bedrager. — Hvorledes Du kan ikke sørge? træd nærmere, Udvalgte blandt Piger, tilgiv den strenge Censor, at han et Øieblik vilde støde Dig tilbage, Du kan ikke sørge, saa kan Du jo haabe. — Nei jeg kan ikke haabe; thi han var en Gaade. Vel min Pige, jeg forstaaer Dig, Du staaer høit paa Ulykkens Stige; betragter hende, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, hun svæver næsten paa Ulykkens Spidse. Dog, Du maa dele Dig, Du maa haabe om Dagen, sørge om Natten, eller sørge om Dagen, haabe om Natten. Vær stolt; thi af Lykken skal man aldrig være stolt, men vel af Ulykken. Du er vel ikke den Ulykkeligste, men er det ikke Eders Mening, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, at vi tilkjende hende et hæderligt accessit. Graven kunne vi ikke tilkjende hende, men Pladsen nærmest ved den.

Thi der staaer han, Udsendingen fra Sukkenes Rige, Lidelsernes udkaarne Yndling, Sorgens Apostel, Smertens tause Ven, Erindringens ulykkelige Elsker, i sin Erindren forvirret af Haabets Lys, i sin Haaben skuffet af Erindringens Skygger. Hans Hoved er besværet, hans Knæ er slappet, og dog hviler han sig kun paa sig selv. Han er mat og dog hvor kraftfuld, hans Øie seer ikke ud til at have udgydt, men drukket mange Taarer, og dog slammer der en Ild deri, der kunde fortære hele Verden, men ikke en Splint af Sorgen i hans eget Bryst; han er bøiet, og dog varsler hans Ungdom ham et langt Liv, hans Læbe smiler ad den Verden, der misforstaaer ham. Staaer op, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, bøier Eder, Sorgens Vidner, i denne høitidelige Time. Jeg hilser Dig, store Ubekjendte, hvis Navn jeg ikke veed, jeg hilser Dig med Din Hæderstitel: den Ulykkeligste. Vær hilset her i Dit Hjem af de Ulykkeliges Menighed, vær hilset ved Indgangen til den ydmyge lave Bolig, der dog er stoltere end alle Verdens Paladser. See Stenen er væltet fra, Gravens Skygge venter Dig med sin liflige Kølighed.