Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/239

Denne side er blevet korrekturlæst

223

tilstoppet, om end ikke lukket. Vi have hørt Overveielsens besindige Stemme, lader os fornemme Lidenskabens Veltalenhed, kort, fyndig, som al Lidenskab er det.

Der staaer en ung Pige. Hun klager over, at hendes Elsker er bleven hende utro. Derpaa kan ikke reflekteres. Men hun elskede ham alene i den ganske Verden, hun elskede ham af sin hele Sjæl, af sit ganske Hjerte og af al sin Tanke — saa kan hun jo erindre og sørge.

Er det et virkeligt Væsen eller er det et Billede, er det en Levende, der døer, eller en Død, der lever — det er Niobe. Hun misiede Alt paa eengang; hun tabte, hvad hun gav Livet, hun tabte, hvad der gav hende Livet! Seer op til hende kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, hun staaer lidet høiere end Verden, paa en Gravhøi som en Mindesteen. Men intet Haab vinker hende, ingen Fremtid bevæger hende, ingen Udsigt frister hende, intet Haab uroliger hende — haabløs staaer hun forstenet i Erindring; hun var ulykkelig et Øieblik, i samme Øieblik blev hun lykkelig, og Intet kan tage hendes Lykke fra hende; Verden vexler, men hun kjender ingen Omskiftelse, og Tiden kommer, men for hende er der ingen tilkommende Tid.

See hist hvilken skjøn Forening! Den ene Slægt rækker den anden Haanden! Er det til Velsignelse, til trofast Sammenhold, til glade Dandse? Det er Oedips forstødte Slægt, og Støvet forplanter sig og knuser den Sidste — det er Antigone. Dog hende er der sørget for; en Slægts Sorg er nok for et Menneskeliv. Hun har vendt Haabet Ryggen, hun har ombyttet dets Ustadighed med Erindringens Troskab. Saa bliv da lykkelig, kjære Antigone! Vi ønske Dig et langt Liv, betydningsfuldt som et dybt Suk. Gid ingen Glemsel maa berøve Dig Noget! Gid Sorgens daglige Bitterhed maa rækkes Dig rigelig!

En kraftfuld Skikkelse viser sig; men han er jo ikke ene, han har altsaa Venner, hvorledes kommer han da her? Det er Sorgens Patriarch, det er Hjob — og hans Venner. Han mistede Alt, men ikke ved eet Slag; thi Herren tog, og Herren tog, og Herren tog. Venner lærte ham at fornemme Tabets Bitterhed; thi Herren gav, og Herren gav, og Herren gav og en uforstandig Hustru i Tilgift. Han tabte Alt; thi hvad han