220
tilkommende Tid ligger den nærværende nærmere end den forbigangne gjør det. For at nu den haabende Individualitet skal blive præsentisk i den tilkommende Tid, maa den have Realitet, eller rettere, den maa faae Realitet for ham; for at den erindrende Individualitet skal blive præsentisk i den forbigangne Tid, maa den have Realitet for ham. Men naar den haabende Individualitet vil haabe en tilkommende Tid, som dog ingen Realitet kan saae for ham, eller den Erindrende vil erindre en Tid, som ingen Realitet har havt, saa have vi de egentlige ulykkelige Individualiteter. Det første skulde man ikke troe var muligt eller ansee for reen Vanvid, imidlertid er det ikke saa; thi vel haaber den haabende Individualitet ikke Noget, der ikke har Realitet for den, men den haaber Noget, den selv veed ikke kan realiseres. Naar nemlig en Individualitet, idet den mister Haabet, istedetfor at blive en erindrende Individualitet, vil vedblive at være en haabende, saa have vi en saadan Formation. Naar en Individualitet, idet han mister Erindringen, eller idet han Intet har at erindre, ikke vil blive en haabende, men vedblive at være en erindrende, saa have vi en Formation af Ulykkelige. Hvis saaledes et Individ fortabte sig i Oldtiden eller i Middelalderen eller hvilkensomhelst anden Tid, men saaledes, at denne havde en afgjort Realitet for ham, eller han fortabte sig i sin egen Barndom eller Ungdom, saaledes, at denne havde havt en afgjort Realitet for ham, saa var han egentlig ingen i streng Forstand ulykkelig Individualitet. Vilde jeg derimod tænke mig et Menneske, der selv ingen Barndom havde havt, da denne Alder var gaaet ham forbi uden egentlig Betydning, men som nu, f. Ex. ved at blive Lærer for Børn, opdagede alt det Skjønne, der ligger i Barndommen, og som nu vilde erindre sin egen Barndom, altid stirre tilbage paa den, saa var han vel et ret passende Exempel. Baglænds vilde han da komme til at opdage Betydningen af det, der for ham var forbi, og som han dog vilde erindre i sin Betydning. Tænkte jeg mig et Menneske, der havde levet uden at satte Livets Glæde eller dets Nydelse, og som nu i sit Dødsøieblik fik Øie derfor, tænkte jeg mig, at han ikke døde, hvilket vilde være det Heldigste, men levede op igjen, uden derfor at leve om igjen, saa
