Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/232

Denne side er blevet korrekturlæst

216

Skulde han ikke være funden, da lader os, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, som Korsriddere tiltræde en Vandring, ikke til hiin hellige Grav i det lykkelige Østen, men til hin sørgelige Grav i det ulykkelige Vesten. Ved hiin tomme Grav ville vi søge ham, den Ulykkeligste, visse paa at finde ham; thi som de Troendes Længsel stunder til den hellige Grav, saaledes drages de Ulykkelige mod Vesten til hiin tomme Grav, og Enhver opfyldes af den Tanke, at den er bestemt for ham.

Eller skulde en saadan Overveielse ikke være en værdig Gjenstand for vor Betragtning, vi, hvis Virksomhed, at jeg skal efterkomme vort Selskabs hellige Skikke, er Forsøg i den aphoristiske tilfældige Andagt, vi, der ikke tænke og tale aphoristisk, men leve aphoristisk, vi, der leve ἀϕοϱισμενοι og segregati, som Aphorismer i Livet, uden Samfund med Menneskene, udeelagtige i deres Sorger og deres Glæder, vi, der ikke ere Medlydere i Livets Larm, men eensomme Fugle i Nattens Stilhed, kun en enkelt Gang forsamlede for at opbygges ved Forestillinger om Livets Usselhed, om Dagens Længde og Tidens uendelige Varighed, vi, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, som ikke troe paa Glædens Spil, eller paa Daarernes Lykke, vi som Intet tro paa uden paa Ulykken.

See, hvor de trænge sig frem i talløs Mængde, alle de Ulykkelige. Dog, Mange ere de, som troe sig kaldede, Faa ere de Udvalgte. En Adskillelse skal der befæstes imellem dem — et Ord, og Hoben forsvinder; udelukkede ere nemlig, ubudne Gjæster, alle De, som mene, at Døden er den største Ulykke, som bleve,ulykkelige, fordi de frygte Døden; thi vi, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, vi, som de romerske Soldater, frygte ikke Døden, vi kjende værre Ulykke, og først og sidst fremfor Alt — det at leve. Ja hvis der var et Menneske, der ikke kunde døe, hvis det er sandt, hvad Sagnet fortæller om hiin evige Jøde, hvorledes skulde vi tage i Betænkning at erklære ham for den Ulykkeligste? Da lod det sig forklare, hvorfor Graven var tom, for at betegne, at den Ulykkeligste var Den, der ikke kunde døe, der ikke kunde slippe ned i en Grav. Da var Sagen afgjort, Svaret let: thi ulykkeligst var Den, der ikke kunde døe, lykkelig Den, der kunde det; lykkelig Den, der