215
Der skal som bekjendt etsteds i England være en Grav, der ikke udmærker sig ved et pragtfuldt Monument eller en veemodig Omgivelse, men ved en lille Indskrift — „den Ulykkeligste.” Man skal have aabnet Graven, men intet Spor fundet af et Liig. Vækker det mest Forundring, at man ikke fandt et Liig, eller at man aabnede Graven? I Sandhed besynderligt, at man har givet sig Tid til at eftersee, om der fandtes Nogen i den. Naar man paa et Epitaphium læser et Navn, da fristes man let til at tænke, hvorledes mon hans Liv henrandt i Verden, man kunde ønske at stige ned i Graven til ham for at samtale med ham. Men denne Indskrift, den er saa betydningsfuld! En Bog kan have en Titel, der giver En Lyst til at læse Bogen, men en Titel kan i sig være saa tankerig, saa personlig tiltalende, at man aldrig vil læse Bogen. I Sandhed, denne Indskrift er saa betydningsfuld, alt eftersom man er stemt, rystende eller glædelig — for hver Den, der i sit stille Sind hemmelig maaskee havde trolovet sig med den Tanke, at han var den Ulykkeligste. Men jeg kan tænke et Menneske, hvis Sjæl ikke kjender slige Sysler, ham har det været en Opgave for hans Nysgjerrighed at faae at vide, om der virkelig fandtes Nogen i denne Grav. Og see, Graven var tom! Er han maaskee staaet op igjen, har han maaskee villet spotte Digterens Ord:
— — i Graven er Fred,
Dens tause Beboer af Sorgen ei veed;
fandt han ingen Hvile, end ikke i Graven, vandrer han maaskee igjen ustadig om i Verden, har han forladt sit Huus, sit Hjem, blot ladet sin Adresse tilbage! Eller er han endnu ikke funden, han den Ulykkeligste, hvem end ikke Eumeniderne forfølge til han finder Templets Der og de ydmygt Bedendes Bænk, men hvem Sorgerne holde i Live, Sorgerne følge til Graven!
