Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/227

Denne side er blevet korrekturlæst

211

taage over min Sjæl. O vend tilbage, jeg vil opgive Dig, aldrig fordre at tilhøre Dig, sid blot hos mig, see paa mig, at jeg kan vinde Styrke til at sukke, tal til mig, tal om Dig selv, som om Du var en Fremmed, jeg vil glemme, at det er Dig; tal, at Taarerne kunne bryde frem. Er jeg da slet Intet, end ikke istand til at græde uden ved ham!”

„Hvor skal jeg finde Fred og Hvile? Tankerne staae op i min Sjæl, den ene reiser sig mod den anden, den ene forvirrer den anden. Da Du var hos mig, da løde de Dit Vink, da legede jeg med dem som et Barn, jeg flettede Krandse af dem og satte dem paa mit Hoved, jeg lod dem flagre som mit Haar adsplittet for Vinden. Nu slynge de sig forfærdende omkring mig, som Slanger snoe de sig og knuge min ængstede Sjæl.”

„Og jeg er Moder! Et levende Væsen fordrer Næring af mig. Kan da den Hungrige mætte den Hungrige, den Vansmægtende lædske den Tørstende? Skal jeg da blive Morder? O Faust, vend tilbage, frels Barnet i Modersliv, om Du end ikke vil frelse Moderen!”

— Saaledes bevæges hun ikke af Stemning men i Stemning; men den enkelte Stemning lindrer hende ikke, fordi den opløser sig i den totale Stemning, hun ikke kan hæve. Ja, var Faust hende berøvet, da vilde Margrete ikke søge nogen Beroligelse; hendes Lod var dog misundelsesværdigt i hendes Øine — men hun er bedragen. Hun mangler hvad man kunde kalde Sorgens Situation, thi ene formaaer hun ikke at sørge. Ja, kunde hun, som den stakkels Florine i Eventyret, finde Adgang til en Ecchogrotte, fra hvilken hun vidste, at ethvert Suk, enhver Klage blev hørt af den Elskede, da vilde hun ikke blot, som Florine, tilbringe tre Nætter der, men hun vilde blive der Dag og Nat; men i Fausts Palads findes ingen Ecchogrotte, og han har intet Øre i hendes Hjerte.

* * *

For længe har jeg maaskee allerede fængslet Eders Opmærksomhed til disse Billeder, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, og