Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/226

Denne side er blevet korrekturlæst

210

Pilen, hvor hurtigt den end flyver, glemme Buestrængen? Saa maatte dens Fart jo standse! Kan Regndraaben, hvor længe den end falder, glemme Himlen, hvorfra den faldt? Saa maatte den jo opløses! Kan jeg blive en Anden, kan jeg fødes igjen af en Moder, der ikke er min Moder? Kan jeg glemme ham? Da maatte jeg jo ophøre at være!”

„Kan jeg mindes ham? Kan min Erindring kalde ham frem, nu da han er forsvunden, jeg, der selv kun er min Erindring om ham? Dette blege, taagede Billede er det den Faust, jeg tilbad? Jeg erindrer hans Ord, men jeg eier ikke Harpen i hans Stemme! Jeg husker hans Taler, men mit Bryst er for svagt til at fylde dem! Betydningsløst lyde de for døve Øren!”

„Faust, o Faust! vend tilbage, mæt den Hungrige, klæd den Nøgne, Vederqvæg den Vansmægtende, besøg den Eensomme! Vel veed jeg, at min Kjærlighed ingen Betydning havde for Dig, men det forlangte jeg jo ikke heller. Min Kjærlighed lagde sig ydmygt ved Dine Fødder, mit Suk var en Bøn, mit Kys et Takoffer, min Omfavnelse en Tilbedelse. Vil Du derfor forlade mig? Vidste Du det da ikke i forveien? Eller er det da ikke en Grund til at elske mig, at jeg trænger til Dig, at min Sjæl hendøer, naar Du ikke er hos mig!”

„Gud i Himlen, Du tilgive mig, at jeg har elsket et Menneske høiere end Dig, og dog gjør jeg det endnu; jeg veed det, det er en ny Synd, at jeg taler saaledes til Dig. Evige Kjærlighed, o lad Din Barmhjertighed holde mig, stød mig ikke fra Dig, giv mig ham tilbage, bøi hans Hjerte atter til mig, forbarm Dig over mig, Forbarmelse, at jeg beder atter saaledes!”

„Kan jeg da forbande ham? Hvad er jeg, at jeg vil fordriste mig? Kan da Leerkarret formaste sig mod Pottemageren? Hvad var jeg? Intet! et Leer i hans Haand, et Sidebeen, hvoraf han dannede mig! Hvad var jeg? En ringe Urt, og han bøiede sig ned til mig, han opelskede mig, han var mig Alt, min Gud, min Tankes Ophav, min Sjæls Føde.”

„Kan jeg sørge? Nei, nei! Sorgen ruger som en Natte-