Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/224

Denne side er blevet korrekturlæst

208

at splitte hendes Sjæl ad. Og Øieblikket dertil kan ikke længe udeblive, thi Faust føler vel, at i denne Umiddelbarhed kan hun ikke forblive; han fører hende nu ikke op i Aandens høiere Regioner, thi det er jo dem, han flyer; han attraaet hende sandseligt — og forlader hende.

Faust har altsaa forladt Margrete. Hendes Tab er saa forfærdeligt, at Omgivelsen selv derover et Øieblik glemmer, hvad den ellers har saa ondt ved at glemme, at hun er vanæret; hun hviler i en total Afmagt, i hvilken hun end ikke formaaer at tænke sit Tab, endog Kraften til at forestille sig sin Ulykke er hende berøvet. Hvis denne Tilstand kunde vedblive, saa vilde den reflekterede Sorg umulig kunne indtræde. Dog Omgivelsens Trøstegrunde bringe hende lidt efter lidt til sig selv, give hendes Tanke et Stød, hvorved den atter kommer i Bevægelse; men saasnart den er kommen i Bevægelse igjen, viser det sig let, at hun ikke er istand til at fastholde en eneste af dens Betragtninger. Hun hører da paa den som var det ikke til hende, der taltes, og intet Ord af den standser eller fremskynder Uroen i hendes Tankegang. Problemet er for hende det Samme som for Elvira, at tænke, at Faust var en Bedrager, men det er endnu vanskeligere, fordi hun er langt dybere paavirket af Faust; han var ikke blot en Bedrager, men han var jo en Hykler; hun har Intet hengivet for ham, men hun skylder ham Alt, og dette Alt eier hun til en vis Grad endnu, kun at det nu viser sig som et Bedrag. Men er da Det, han har sagt, mindre sandt, fordi han ikke selv har troet derpaa? Ingenlunde, og dog er det for hende saa, thi ved ham troede hun derpaa.

Det kunde synes, at Reflexionen vanskeligere maatte komme i Bevægelse hos Margrete; det der nemlig standser den, er den Følelse, at hun var slet Intet. Dog ligger heri igjen en uhyre dialektisk Elasticitet. Dersom hun kunde fastholde den Tanke, at hun i strengeste Forstand var slet Intet, saa var Reflexionen udelukket, saa var hun heller ikke bleven bedraget; thi naar man Intet er, saa er der intet Forhold, og hvor der intet Forhold er, der kan heller ikke være Tale om et Bedrag.