Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/222

Denne side er blevet korrekturlæst

206

Fordring til ham at være hendes Forsørger, forsaavidt hun selv er bleven vaklende. Ja, en Stymper af en Tvivler, en halvstuderet Røver, han vil vel kunne finde en Tilfredsstillelse i at frarive en ung Pige hendes Tro, en Glæde i at skrælle Koner og Børn, da han ikke kan forfærde Mænd. Men dette gjælder ikke om Faust, dertil er han for stor. Med Goethe kan man altsaa være enig i, at Faust første Gang forraader sin Tvivl, men derimod troer jeg neppe, det vil hænde ham anden Gang. Dette er af stor Vigtighed med Hensyn til Opfattelsen af Margrete. Faust seer lettelig, at Margretes hele Betydning beroer paa hendes uskyldige Eenfoldighed; tages denne fra hende, da er hun Intet i sig, Intet for ham. Den maa altsaa bevares. Han er Tvivler, men som saadan har han alle det Positives Momenter i sig, thi ellers er han en daarlig Tvivler. Han mangler Slutningspunktet; herved blive alle Momenter til negative Momenter. Hun derimod har Slutningspunktet, har Barnligheden og Uskyldigheden. Intet er altsaa lettere for ham end at udstyre hende. Hans Praxis i Livet har ofte nok lært ham, at hvad han foredrog som Tvivl har paa Andre virket som positiv Sandhed. Nu finder han da sin Glæde i at berige hende med en Anskuelses rige Indhold, han tager den umiddelbare Troes hele Pynt frem, han finder en Glæde i at smykke hende dermed, fordi det anstaaer hende vel, og hun derved bliver skjønnere i hans Øine. Deraf drager han tillige den Fordeel, at hendes Sjæl knytter sig fastere og fastere til hans. Hun forstaaer ham egentlig slet ikke; som et Barn knytter hun sig fast til ham, hvad der for ham er Tvivl er for hende usvigelig Sandhed. Men medens han saaledes opbygger hendes Tro, undergraver han den paa samme Tid, thi han bliver tilsidst selv en Troesgjenstand for hende, en Gud, ikke et Menneske. Kun maa jeg her stræbe at forebygge en Misforstaaelse. Det kunde synes, at jeg gjør Faust til en nedrig Hykler. Dette er ingenlunde Tilfældet. Grete er selv den, der har bragt den hele Sag paa Bane; med et halvt Øie overskuer han den Herlighed, hun troer at eie, og seer, at den ikke kan bestaae for hans Tvivl, men han nænner ikke at tilintetgjøre den, og nu