205
hvorledes Faust vel maa have virket paa hende. De enkelte Træk, Goethe har fremhævet, have naturligviis stor Værdi; men dog troer jeg, at man for Fuldstændighedens Skyld maa tænke en lille Modifikation. I sin uskyldige Eenfoldighed mærker Margrete snart, at det ikke hænger rigtigt sammen med Faust i Henseende til Troen. Hos Goethe fremtræder dette i en lille Katechisationsscene, der unegtelig er en fortræffelig Opfindelse af Digteren. Spørgsmaalet bliver nu, hvilke Følger denne Examination kan have paa deres Forhold til hinanden. Faust viser sig som Tvivleren, og det synes, at Goethe, da han intet Nærmere antyder i denne Henseende, har villet lade Faust vedblive at være en Tvivler ogsaa ligeoverfor Margrete. Han har stræbt at bortlede hendes Opmærksomhed fra alle slige Undersøgelser og at fæste den ene og alene paa Kjærlighedens Realitet. Men deels troer jeg, at dette vilde falde Faust vanskeligt, da Problemet engang er kommet frem, deels troer jeg, at det ikke er psykologisk rigtigt. For Fausts Skyld skal jeg ikke nærmere dvæle ved dette Punkt, men vel for Margretes Skyld; thi dersom han ikke har viist sig som Tvivler for hende, har hendes Sorg et Moment mere. Faust er altsaa Tvivler, men han er ingen forfængelig Nar, der vil gjøre sig betydningsfuld ved at tvivle om det, Andre troe paa; hans Tvivl har en objektiv Grund i ham. Dette være sagt til Ære for Faust. Saasnart han derimod vil gjøre sin Tvivl gjældende mod Andre, kan der let indblande sig en ureen Lidenskab. Saasnart Tvivlen gjøres gjældende mod Andre, ligger der en Misundelse deri, der glæder sig ved at fravriste dem, hvad de ansaae for sikkert. Men for at denne Misundelsens Lidenskab skal vækkes hos Tvivleren, maa der kunne være Tale om en Modstand hos det paagjældende Individ. Hvor der enten ikke kan være Tale derom eller hvor det endog vilde være uskjønt at tænke den, der ophører Fristelsen. Det Sidste er Tilfælde med en ung Pige. Ligeoverfor hende befinder en Tvivler sig altid i en Forlegenhed. At fravriste hende hendes Tro er ingen Opgave for ham; tværtimod føler han, at det kun er ved den hun er det Store, hun er. Han føler sig ydmyget, thi der ligger i hende en naturlig
