198
uden at vække Mistanke hos den nysgjerrige Hob, der i Almindelighed er ligesaa dum som den er nysgjerrig. Hun er da i lovlig og upaatalt Besiddelse af sin Sorg, og kun hvis hun skulde være saa uheldig at støde sammen med en Smugler af Profession, kun da har hun en nærmere Visitation at befrygte. Hvad foregaaer der vel i hendes Indre? Sørger hun? Om hun gjør! Men hvorledes skal man betegne denne Sorg? Jeg vil kalde den Næringssorg; thi Menneskets Liv bestaaer jo dog ikke alene i Mad og Drikke, ogsaa Sjælen fordrer at underholdes. Hun er ung, og dog er hendes Livsforraad opbragt, men deraf følger ikke, at hun døer. I denne Henseende er hun hver Dag bekymret for den Dag imorgen. Hun kan ikke lade være at elske ham, og dog bedrog han hende; men bedrog han hende, saa har jo hendes Elskov tabt sin nærende Kraft. Ja, havde han ikke bedraget hende, havde en høiere Magt revet ham bort, da var hun jo saa vel forsørget som nogen Pige kan ønske sig det; thi Mindet om Don Juan var adskilligt Mere end mangen levende Ægtemand. Men naar hun opgiver sin Elskov, saa er hun jo bragt til Bettelstaven, saa maa hun vende tilbage til Klostret til Spot og Skjændsel. Ja kunde hun endda for dette kjøbe sig hans Kjærlighed igjen! Saaledes lever hun hen. Den Dag, der er den nærværende, synes hun endnu, hun kan udholde det, der er endnu en Rest at leve af; men den næste Dag, den frygter hun for. Da overveier hun atter og atter, hun griber enhver Udvei, og dog finder hun ingen, og saaledes kan hun aldrig komme til at sørge sammenhængende og sundt, fordi hun bestandig søger, hvorledes hun skal sørge.
„Glemme ham vil jeg, udrive hans Billede af min Sjæl,
randsage vil jeg mig selv som en fortærende Ild, og hver
Tanke, der tilhører ham, skal udbrændes, først da kan jeg
frelses, det er Nødværge, udriver jeg ikke enhver, endog den
fjerneste Tanke om ham, da er jeg fortabt, kun saaledes kan
jeg værne om mig selv. Om mig selv — hvad er dette mit
Selv, Usselhed og Elendighed; min første Kjærlighed blev mig
