194
Om saa hans Stemme var mere indsmigrende end hans egen Stemme, hans Anløb stadigere end hans egne Anløb, han bevægede hende ikke, om Englene bad for ham, om Guds Moder vilde være Brudepige ved Brylluppet, det var forgjæves. Som Dido selv i Underverdenen vender sig bort fra Æneas, der blev hende utro, saaledes vil hun vel ikke vende sig bort fra ham, men vende sig imod ham endnu koldere end Dido.
Dog denne Elviras Sammentræffen med Don Juan er kun et Gjennemgangsmoment, hun gaaer over Scenen, Tæppet falder, men vi, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, vi liste os efter hende, thi nu først bliver hun ret egentlig Elvira. Saalænge hun er i Nærheden af Don Juan, er hun fra sig selv; naar hent kommer til sig selv, da gjælder det om at tænke Paradoxet. At tænke en Modsigelse skal tiltrods for alle den nye Philosophies Forsikkringer og dens unge Tillægs dumdristige Mod, altid være forbundet med store Vanskeligheder. En ung Pige vil man vel tilgive, at hun finder det vanskeligt, og dog er det denne Opgave, der er sat hende, at tænke, at Den, hun elsker, var en Bedrager. Dette har hun tilfælles med Marie Beaumarchais, og dog er der en Forskjel mellem den Maade, paa hvilken de, hver især, komme til Paradoxet. Det Faktum, Marie havde at knytte sig til, var i sig selv saa dialektisk, at Reflexionen med hele sin Concupiscents strax maatte gribe det. Med Hensyn til Elvira synes det faktiske Beviis for, at Don Juan var en Bedrager, saa evident, at det ikke let sees, hvorledes Reflexionen kan faae fat deri. Den griber derfor Sagen an fra en anden Side. Elvira har tabt Alt, og dog ligger der et heelt Liv for hende og hendes Sjæl fordrer en Tærepenge at leve af. Her viser sig nu to Muligheder, enten at gaae ind under ethiske og religiøse Bestemmelser, eller at bevare sin Kjærlighed til Juan. Gjør hun det Første, da ligger hun udenfor vort Interesse, vi lade hende med Fornøielse træde af i en Magdalene-Stiftelse eller hvor hun ellers vil. Imidlertid vil dette formodentlig ogsaa falde hende vanskeligt, thi for at det skal blive hende muligt maa hun først fortvivle; hun har eengang kjendt det Religiøse, og anden Gang gjør det store
