193
Alt for ham, selv hendes Ære, og han blev utro. Nu kjender hun kun een Lidenskab, det er Had, kun een Tanke, det er Hævn. Saaledes er hun ligesaa stor som Don Juan; thi det at forføre alle Piger er det mandlige Udtryk for det Qvindelige, at lade sig forføre eengang af hele sin Sjæl, og nu at hade, eller, om man saa vil, elske sin Forfører med en Energi, som ingen Ægteviv har. Saaledes træder hun ham imøde, hun mangler ikke Mod til at vove sig ud mod ham, hun fægter ikke for moralske Principer, hun fægter for sin Kjærlighed, en Kjærlighed, hun ikke begrunder paa Agtelse; hun kæmper ikke for at blive hans Mage, hun kæmper for sin Kjærlighed, og denne nøies ikke med en bodfærdig Troskab, den fordrer Hævn; af Kjærlighed til ham har hun bortkastet sin Salighed, om den bødes hende igjen, vilde hun atter bortkaste den for at hævne sig. En saadan Skikkelse kan aldrig forfeile sin Virkning paa Don Juan. Han veed, hvilken Nydelse der ligger i at indsuge den første Ungdoms fineste og meest duftende Blomst, han veed, at det kun er et Øieblik, og han veed, hvad der følger efter, han har ofte nok seet disse blege Skikkelser saa hurtigt visne, at det næsten var synligt, men her er skeet det Vidunderlige, Lovene for Tilværelsens almindelige Gang ere brudte, en ung Pige har han forført, men hendes Liv er ikke dræbt, hendes Skjønhed ikke affalmet, hun er forvandlet og er skjønnere end nogensinde. Han kan ikke negte det, hun fængsler ham mere end nogensinde nogen Pige har gjort, mere end Elvira selv; thi den uskyldige Nonne var dog trods al sin Skjønhed en Pige som mange andre, hans Forelskelse et Eventyr som mangt et andet; men denne Pige er den eneste i sit Slags. Denne Pige er bevæbnet, hun skjuler ikke en Dolk paa sit Bryst, men hun bærer en Rustning, ikke synlig, thi hendes Had tilfredsstilles ikke ved Taler og Declamationer, men usynlig, og det er hendes Had. Don Juans Lidenskab vaagner, hun maa endnu engang tilhøre ham, men det skeer ikke. Ja, var det en Pige, der kjendte hans Nederdrægtighed, der hadede ham, skjøndt hun ikke selv var bedragen af ham, da feirede Don Juan, men denne Pige kan han ikke vinde, al hans Forførelse er afmægtig.