192
Sjælen i Agitation, saalænge har hun ikke den reflekterede Sorg. Had, Forbittrelse, Forbandelser, Bønner, Besværgelser afvexle, men hendes Sjæl er endnu ikke vendt tilbage i sig selv for at hvile i den Betragtning, at hun er bedragen. Udvortes fra venter hun Forklaring. Naar derfor Kruse lader Don Juan sige:
er du nu stemt at høre,
At troe mit Ord — du som mistænker mig;
Da næsten kan jeg sige usandsynlig
Den Aarsag er, som tvang o.s.v.,
saa maa man vel vogte sig for at troe, at hvad der i Tilskuerens Øren lyder som Spot, paa Elvira har saadan Virkning. For hende er denne Tale en Vederqvægelse; thi det Usandsynlige fordrer hun, og hun vil troe det, netop fordi det er usandsynligt.
Idet vi nu lade Don Juan og Elvira støde sammen, saa have vi Valget imellem at lade Don Juan være den Stærkeste eller Elvira. Er han den Stærkeste, da vil hendes hele Optræden Intet faae at betyde. Hun fordrer „et Beviis, for grusomt at overtydes”; han er galant nok til ikke at lade det udeblive. Men hun overtydes naturligviis ikke og fordrer et nyt Beviis; thi det at fordre Beviset er en Lindring, og Uvisheden en Vederqvægelse. Hun bliver da kun et Vidne mere til Don Juans Bedrifter. Men vi kunne ogsaa tænke os Elvira som den Stærkeste. Det skeer sjeldent, men af Galanteri for Kjønnet ville vi gjøre det. Hun staaer da endnu i sin fulde Skjønhed, thi vel har hun grædt, men Taarerne have ikke udslukket Øiets Glands, og vel har hun sørget, men Sorgen har ikke udtæret Ungdommens Frodighed, og vel har hun græmmet sig, men hendes Græmmelse har ikke søndergnavet Skjønhedens Livskraft, og vel er hendes Kind bleven bleg, men derfor og Udtrykket desto sjæleligere, og vel svæver hun ikke med den barnlige Uskylds Lethed, men hun træder frem med qvindelig Lidenskabs energiske Fasthed. Saaledes træder hun Don Juan imøde. Hun har elsket ham høiere end Alt i Verden, høiere end sin Sjæls Salighed, hun har bortødslet
