Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/201

Denne side er blevet korrekturlæst

185

men som Forsmag paa det Tilkommende. Og haabe kan hun ikke, at dette Smertens Barn skal forvandles til en Glædens Søn, haabe kan hun ikke, at Clavigo skulde vende tilbage, thi hun vil ikke have Styrke til at bære en Fremtid; hun har tabt den glade Tillid, med hvilken hun var fulgt ham uforfærdet i Afgrunden, og hun har faaet hundrede Betænkeligheder isteden, hun vilde i det Høieste kun være istand til med ham at opleve det Forbigangne endnu engang. Der laae en Fremtid for hende, da Clavigo forlod hende, en Fremtid saa skjøn, saa fortryllende, at den næsten forvirrede hendes Tanker, den udøvede dunkelt sin Magt over hende, hendes Metamorphose var allerede begyndt, da blev Udviklingen afbrudt, hendes Forvandling standset; et nyt Liv havde hun anet, havde fornummet dets Kræfter røre sig i hende, da blev det brudt og hun stødt tilbage, og der er intet Vederlag for hende, hverken i denne eller i den tilkommende Verden. Det, der skulde komme, smilede hende saa rigt imøde og speilede stg i hendes Elskovs Illusion, og dog var Alt saa naturligt og saa ligefrem; nu har en afmægtig Reflexion maaskee stundom malet hende en afmægtig Illusion, der ikke virker fristende paa hende selv, men vel i et Øieblik dulmende. Saaledes vil Tiden gaae hen for hende, indtil hun har fortæret Gjenstanden selv for hendes Sorg, der ikke var identisk med hendes Sorg, men Anledning til at hun bestandig søgte en Gjenstand for Sorgen. Hvis et Menneske eiede et Brev, hvorom han vidste eller troede, at det indeholdt Oplysning om hvad han maatte ansee for sit Livs Salighed, men Skrifttegnene vare fine og blege, Haandskriften næsten ulæselig, da vilde han vel med Angst og Uro, med al Lidenskab læse og atter læse, og i eet Øieblik faae een Mening ud, i det næste en anden, i Forhold til som han, naar han troede med Bestemthed at have læst et Ord, vilde forklare Alt efter dette; men han vilde aldrig komme videre end til den samme Uvished, med hvilken han begyndte. Han vilde stirre, ængsteligere og ængsteligere, men jo mere han stirrede, jo mindre saae han; hans Øine vilde stundom fyldes med Taarer, men jo oftere det hændte ham, jo mindre saae han;