184
thi Villien er bestandig i Reflexionens Tjeneste, der giver den momentane Lidenskab Energi.
Naar hun da stundom vil løsrive sig fra det Hele, vil gjøre det til Intet, saa er dette atter kun en Stemning, en momentan Lidenskab, og Reflexionen vedbliver bestandig at være Seierherre. En Mediation er umulig; vil hun begynde saaledes, at denne Begyndelse paa en eller anden Maade er et Resultat af Reflexionens Operationer, saa er hun i samme Øieblik reven bort. Villien maa forholde sig aldeles indifferent, begynde i Kraft af sin egen Villen, først da kan der være Tale om en Begyndelse. Skeer dette, da kan hun vel begynde, men falder aldeles ud af vor Interesse, da overlade vi hende med Fornøielse til Moralisterne eller hvem der ellers vil tage sig af hende; vi ønske hende et retskaffent Giftermaal, og forpligte os til at dandse paa hendes Bryllupsdag, hvor da heldigvis ogsaa det forandrede Navn vil bringe os til at glemme, at det var den Marie Beaumarchais, om hvem vi have talet.
Dog, vi vende tilbage til Marie Beaumarchais. Det Eiendommelige ved hendes Sorg er, som ovenfor bemærket, den Uro, der forhindrer hende i at finde Sorgens Gjenstand. Hendes Smerte kan ikke faae Stilhed, hun mangler den Fred, der er nødvendig for ethvert Liv, naar det skal kunne tilegne sig sin Næring og qvæges af den, ingen Illusion overskygger hende med sin stille Kølighed, medens hun indsuger Smerten. Hun har tabt Barndommens Illusion, da hun vandt Elskovens, hun har tabt Elskovens, da Clavigo bedrog hende; hvis det var muligt for hende at vinde Sorgens Illusion, da var hun hjulpen. Da vilde hendes Sorg naae Mands Modenhed og hun have Vederlag for den Tabte. Men hendes Sorg trives ikke, thi hun har ikke tabt Clavigo, han har bedraget hende, den bliver altid et spædt Barn, med sit Skrig, et fader- og moderløst Barn; thi hvis Clavigo var bleven hende berøvet, da vilde det i Erindringen om hans Trofasthed og Elskelighed have havt Faderen og i Maries Sværmeri Moderen. Og hun har Intet, hvoraf hun kan opfostre det; thi det Oplevede var vel skjønt, men havde dog ikke Betydning i og for sig,
