183
drager. Ja, hvis han knyttede sig til en anden Pige, da vilde jeg sige: han var en Bedrager, da skal ingen Magt i Verden faae mig til at troe Andet; men det har han ikke gjort. Maaskee troer han ved at give sig Udseende af at være en Bedrager, at gjøre Smerten mindre for mig, at væbne mig mod sig. Derfor viser han sig af og til med unge Piger, derfor saae han forleden saa spodsk paa mig for at ophidse mig og derved gjøre mig fri. Nei, han var visselig ingen Bedrager, og hvorledes skulde denne Stemme kunne bedrage? Den var saa rolig og dog saa bevæget; som bred den sig en Vei gjennem Klippemasser, saaledes lød den fra et Indre, hvis Dyb jeg neppe formaaede at ane. Kan denne Stemme bedrage? Hvad er da Stemmen, er det et Slag af Tungen, en Larm man kan fremkalde, som man selv det vil? Etsteds i Sjælen maa den dog have hjemme, et Fødested maa den have. Og det havde den, i hans Hjertes Inderste havde den sit Hjem, der elskede han mig, der elsker han mig. Sandt nok, han havde ogsaa en anden Stemme, den var kold, isnende, den kunde myrde hver Glæde i min Sjæl, qvæle hver frydefuld Tanke, gjøre selv mit Kys koldt og modbydeligt for mig selv. Hvilken var den sande? Han kunde bedrage paa enhver Maade, men det føler jeg, hin rystende Stemme, hvori hans hele Lidenskab skjælvede, det var intet Bedrag, det er umuligt. Den anden var et Bedrag. Eller det var onde Magter, der fik Herredømme over ham. Nei, han var ingen Bedrager, denne Stemme, der har fængslet mig til ham for evigt, den er ikke et Bedrag. En Bedrager var han ikke, om jeg end aldrig forstod ham.”
Forhøret bliver hun aldrig færdig med, Dommen ikke heller; Forhøret ikke, fordi der bestandig indtræder Standsninger, Dommen ikke, fordi den blot er en Stemning. Naar derfor denne Bevægelse engang er indtraadt, saa kan den vedblive saalænge det skal være, og der øines ingen Ende paa den. Kun et Brud kan bringe den til at høre op, derved nemlig, at hun afbryder den hele Tankebevægelse; men dette kan ikke skee,
