Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/192

Denne side er blevet korrekturlæst

176

Naar dette er Tilfældet, da vilde et Selvmord tabe alt det Ophøiede og indeholde en Concession, som Stoltheden maa forbyde at give. Naar hun derimod tager sin Død derover, da er dette identisk med, at han har myrdet hende. Dette Udtryk harmonerer ganske med den stærke indre Bevægelse i hende selv, hun finder Lindring deri. Men Livet følger ikke nøiagtigt æsthetiske Kategorier, lystrer ikke altid et æsthetisk Normativ, og hun døer ikke. Herved er Omgivelsen bragt i Forlegenhed. Bestandig at gjentage den Forsikkring, at hun døer, naar hun vedbliver at leve, føler den gaaer ikke an; dertil kommer, at den ikke seer sig istand til at foredrage det med samme pathetiske Energi som i Begyndelsen, og dog var dette Betingelsen for, at det skulde være nogen Hudsvalelse for hende. Den forandrer altsaa Methoden. Han var en Skurk, siger den, en Bedrager, et afskyeligt Menneske, for hvis Skyld det ikke var værd at tage sin Død; glem ham, tænk ikke mere paa den Ting, det var jo kun en Forlovelse, udslet denne Begivenhed af din Erindring, og Du er atter ung, kan atter haabe. Det opflammer hende, thi denne Vredens Pathos harmonerer med andre Stemninger i hende, hendes Stolthed mætter sig paa den hævngjerrige Tanke, at forvandle det Hele til et Intet; det var ikke fordi han var et overordentligt Menneske, at hun elskede ham, langtfra, hun saae meget godt hans Feil, men hun troede, han var et godt Menneske, et trofast Menneske; derfor elskede hun ham, det var af Medlidenhed, og derfor vil det være let at glemme ham, da hun aldrig har trængt til ham. Omgivelsen og Marie er atter i Samklang og Duetten imellem dem gaaer ypperligt. Omgivelsen falder det ikke vanskeligt at tænke, at Clavigo var en Bedrager; thi den har aldrig elsket ham, og det er saaledes intet Paradox, og forsaavidt den maaskee har holdt af ham (Noget, Goethe antyder med Hensyn til Søsteren), væbner denne Interesse den netop imod ham, og denne Velvillie, der maaskee var lidt Mere end Velvillie, bliver et ypperligt brændbart Stof til at vedligeholde Hadets Flammer. Omgivelsen falder det heller ikke vanskeligt at udslette Erindringen om ham,