Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/190

Denne side er blevet korrekturlæst

174

Totale er et Bedrag et Paradox, den ikke kan tænke, og som den dog endelig vil tænke. Ja var enten det Egoistiske absolut tilstede eller det Sympathetiske, saa er Paradoxet hævet, det er, Individet er i Kraft af det Absolute ude over Reflexionen, det tænker vel ikke Paradoxet i den Forstand, at det ved et Reflexions-Hvorledes hæver det, men det er frelst netop derved, at det ikke tænker det, det bekymrer sig ikke om Reflexionens travle Oplysninger eller Forvirringer, det hviler i sig selv. Den egoistisk stolte Kjærlighed anseer paa Grund af sin Stolthed et Bedrag for umuligt, den bekymrer sig ikke om at faae at vide, hvad der kan siges for eller mod, hvorledes den Paagjældende kan forsvares eller undskyldes, den er absolut sikker, fordi den er for stolt til at troe, at Nogen skulde vove at bedrage den. Den sympathetiske Kjærlighed eier den Tro, der kan flytte Bjerge; ethvert Forsvar er for den et Intet i Sammenligning med den urokkelige Forvisning, den eier, at det var intet Bedrag, enhver Anklage beviser Intet imod den Talsmand, der forklarer, at det intet Bedrag var, forklarer det ikke paa denne eller hiin Maade, men absolut. Men en saadan Kjærlighed seer man sjelden eller maaskee aldrig i Livet. I Almindelighed har Kjærligheden begge Momenter i sig, og dette bringer den i Forhold til Paradoxet. I de to beskrevne Tilfælde er Paradoxet vel ogsaa for Kjærligheden, men beskjæftiger denne ikke, i sidste Tilfælde er Paradoxet for Kjærligheden. Paradoxet er utænkeligt, og dog vil Kjærligheden tænke det, og alt eftersom de forskjellige Faktorer momentviis ere fremtrædende, nærmer den sig for paa ofte modsigende Maade at tænke det, men formaaer det ikke. Denne Tænkningens Vei er uendelig og hører først op, naar Individet vilkaarligt afbryder den, ved at gjøre noget Andet gjældende, en Villiesbestemmelse, men derved gaaer den Enkelte ind under ethiske Bestemmelser og beskjæftiger os ikke æsthetisk. Ved en Beslutning naaer den da det, den ikke vinder ad Reflexionens Vei: Ende, Hvile.

Dette gjælder om enhver ulykkelig Kjærlighed, der har sin Grund i et Bedrag; hvad der end mere maa fremkalde den reflekterede Sorg hos Marie Beaumarchais er, at det kun