Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/188

Denne side er blevet korrekturlæst

172

man allerede veed, som er det Hele. Hvad der vil gjøre Fordring paa mere Opmærksomhed, maa være af en anden Art. I fortrolig Klynge er man samlet om Theebordet, Maskinen synger paa sit sidste Vers, Fruen i Huset beder den gaadefulde Fremmede at lette sit Hjerte; til den Ende lader hun Sukkervand og Syltetøi bringe, og nu begynder han: det er en vidtløftig Historie. Saaledes gaaer det til i Romaner og det er ogsaa en ganske anden Ting: en vidtløftig Historie, og saadant et kort lille Avertissement. Om det for Marie Beaumarchais er en kort Historie, er et andet Spørgsmaal; saameget er vist, den er ikke vidtløftig, thi en vidtløftig Historie har dog en utaalelig Længde, en kort Historie har derimod stundom den gaadefulde Egenskab, at den trods al sin Korthed er længere end den vidløftigste.

Allerede i det Foregaaende bemærkede jeg, at den reflekterede Sorg ikke bliver synlig i det Udvortes, det vil sige, finder sit hvilende, skjønne Udryk deri. Den indre Uro tillader ikke denne Gjennemsigtighed, det Udvortes fortæres snarere derved, og forsaavidt det Indre skulde forkynde sig i det Udvortes var det snarere ved en vis Sygelighed, der da aldrig kan blive Gjenstand for kunstnerisk Fremstilling, da den ikke har det Skjønnes Interesse. Goethe har antydet dette med et Par enkelte Vink. Men om man nu var enig i denne Iagttagelses Rigtighed, saa kunde man fristes til at ansee det for Tilfældigt, og først naar man ved at overveie reent digterisk og æsthetisk, forvisser sig om at hvad Iagttagelsen lærer har æsthetisk Sandhed, først da vil man faae den dybere Bevidsthed. Tænkte jeg mig nu en reflekteret Sorg og spurgte, om den ikke lod sig kunstnerisk fremstille, saa vil det strax vise sig, at det Udvortes er aldeles tilfældigt i Forhold dertil; men er dette sandt, saa er det Kunstnerisk-Skjønne opgivet. Om hun er stor eller lille, betydelig eller ubetydelig, skjøn eller mindre skjøn, Alt dette er indifferent; at overveie, om det vilde være rigtigere at lade Hovedet bøie sig til den ene eller til den anden Side, eller mod Jorden, at lade Blikket tungsindigt stirre eller veemodigt fæste sig mod Jorden, alt Sligt er aldeles indifferent, det Ene udtrykker ikke mere