170
da undgaae vor Opmærksomhed, men naar da tilfældigviis en Mine, et Ord, et Suk, en Klang i Stemmen, et Vink i Øiet, en Zittren i Læben, et Feilgreb i Haandtrykket troløst forraader hvad omhyggeligst blev gjemt, da vaagner Lidenskaben, da begynder Striden. Da gjælder det, at man har Aarvaagenhed og Udholdenhed og Klogskab; thi hvo er dog saa opfindsom som lønlig Sorg, men en eensom Livsfange har ogsaa god Tid til at udtænke Meget; og hvo er saa hurtig til at skjule sig som lønlig Sorg, thi ingen ung Pige kan i større Angst og Hast bedække en Barm, hun havde blottet, end den forborgne Sorg, naar den bliver overrasket. Da kræves der urokkelig Uforfærdethed, thi man strider med en Proteus, men den maa give tabt, naar man blot holder ud; om den saa end ligesom hiin Havmand antog enhver Skikkelse for at slippe bort, som en Slange snoer sig i vor Haand, som en Løve forfærder os ved sit Brøl, forvandler sig til et Træ, der suser med sine Blade, eller til et brusende Vand, eller en knittrende Ild, han maa dog tilsidst spaae, og Sorgen maa tilsidst aabenbare sig. See, disse Eventyr er vor Lyst, vor Tidsfordriv, at forsøge os deri vort Ridderskab; dertil staae vi nu op som Røvere midt i Natten, derfor vove vi Alt, thi ingen Lidenskab er vild som Sympathiens. Og ikke behøve vi at frygte for, at det skal mangle os paa Eventyr, men vel at støde paa en Modstand, der er for haard og for uigjennemtrængelig; thi som Naturforskerne fortælle, at man ved at sprænge Kampestene, der have trodset Aarhundreder, inderst inde har fundet et levende Dyr, der uopdaget har fristet Livet, saaledes var det vel muligt, at der var Mennesker, hvis Ydre var et klippefast Bjerg, der værnede om et for evig gjemt Sorgens Liv. Dog, dette skal jo ikke dæmpe vor Lidenskab eller kølne vor Iver, tværtimod det skal opflamme; thi vor Lidenskab er jo ikke Nysgjerighed, der mætter sig paa det Udvortes og paa det Overfladiske, men en sympathetisk Angst, der randsager Nyrer og skjulte Tanker, ved Troldom og ved Besværgelse maner det Skjulte frem, selv hvad Døden har unddraget vort Blik. Før Slaget, hedder det, kom Saul forklædt til en Spaaqvinde, og forlangte at hun skulde vise ham
