169
gjøre, men kun i stille Husflid henlever sit eensomme Liv. Det Udvortes er da vel Gjenstand for vor Iagttagelse, men ikke for vor Interesse; saaledes sidder Fiskeren og retter urokkeligt sit Blik paa Floddet, men Floddet interesserer ham slet ikke, men vel Bevægelserne nede paa Bunden. Det Udvortes har derfor vel Betydning for os, men ikke som Udtryk for det Indvortes, men som en telegraphisk Efterretning om, at der dybt inde skjuler sig Noget. Naar man længe og opmærksomt betragter et Ansigt, da opdager man stundom ligesom et andet Ansigt inden i det, man seer. Dette er i Almindelighed et umiskjendeligt Tegn paa at Sjælen skjuler en Emigrant, der har trukket sig tilbage fra det Udvortes for at vaage over en forborgen Skat, og Veien for Iagttagelsens Bevægelse er antydet derved, at det ene Ansigt ligesom ligger inden i det andet, hvilket giver at forslaae, at man maa stræbe at trænge ind efter, hvis man vil opdage Noget. Ansigtet, der ellers er Sjælens Speil, antager her en Tvetydighed, som ikke lader sig kunstnerisk fremstille, og som i Almindelighed ogsaa kun bevarer sig et flygtigt Moment. Der hører et eget Øie til for at see det, et eget Blik for at forfølge dette usvigelige Indicium paa hemmelig Sorg. Dette Blik er attraaende og dog saa omhyggeligt, ængstende og tvingende og dog saa deeltagende, udholdende og underfundigt og dog saa oprigtigt og velvilligt, det dysser Individet i en vis behagelig Mathed, i hvilken det finder en Vellyst i at udgyde sin Sorg, ligesom den Vellyst, der nydes ved at forbløde. Det Nærværende er glemt, det Udvortes gjennembrundt, det Forbigangne er opstanden, Sorgens Aandedrag lettet. Den Sørgende finder Lindring og Sorgens sympathetiske Ridder glæder sig ved at have fundet hvad han søgte, thi vi søge jo ikke det Nærværende men det Forbigangne, ikke Glæden, thi den er altid nærværende, men Sorgen, thi dens Væsen er at gaae forbi, og i den nærværende Tids Øieblik seer man den kun ligesom man seer et Menneske, naar man kun faaer Øie paa ham i det Nu, da han bøier om ad en anden Vei og forsvinder.
Dog stundom skjuler Sorgen sig endnu bedre, og det Udvortes lader os Intet ane, ikke det Mindste. Længe kan den
