Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/184

Denne side er blevet korrekturlæst

168

Ære at være; thi skjøndt Yngre ere vi dog alle gamle nok til ikke at lade os bedrage af det Udvortes eller til at blive staaende ved dette. Skulde det da være et forfængeligt Haab, jeg smigrede mig med, hvis jeg troede, at I ville værdige disse Billeder Eders Opmærksomhed, eller skulde min Bestræbelse være Eder fremmed og ligegyldig, ikke i Harmoni med vort Samfunds Interesse, et Samfund, der kun kjender een Lidenskab, Sympathien nemlig med Sorgens Hemmelighed. Og ogsaa vi danne jo en Orden, ogsaa vi drage jo af og til som vandrende Riddere ud i Verden, hver ad sine Veie, ikke for at bekæmpe Uhyrer eller for at komme Uskyldigheden til Hjælp eller for at forsøges i Elskovs Eventyr. Alt dette beskjæftiger os ikke, end ikke det Sidste, thi Pilen i en Qvindes Øie saarer ikke vort hærdede Bryst, og de glade Pigers muntre Smil bevæger os ikke, men vel Sorgens hemmelige Vink. Lad Andre være stolte af, at ingen Pige vidt og bredt kan modstaae deres Elskovs-Magt, vi misunde dem ikke, vi ville være stolte af, at ingen hemmelig Sorg undgaaer Vor Opmærksomhed, at ingen lønlig Sorg er saa knibsk og saa stolt, at vi jo formaae at trænge seierrige ind i dens inderste Smuthuller! Hvilken Strid der er den farligste, hvilken der forudsætter mest Kunst og skjænker størst Nydelse, det ville vi ikke undersøge; vor Valg er gjort, kun Sorgen elske vi, kun Sorgen opsøge vi, og overalt hvor vi opdage dens Spor, der følge vi efter, uforfærdede, urokkelige, indtil den aabenbarer sig. Til denne Kamp ruste vi os, i den øve vi os daglig. Og i Sandhed, Sorgen sniger sig saa hemmelighedsfuldt om i Verden, og kun Den, der har Sympathi for den, ham lykkes det at ane den. Man gaaer igjennem Gaden, det ene Huus seer ud som det andet, og kun den prøvede Iagttager aner, at i dette Huus seer det ved Midnatstid ganske anderledes ud; da vandrer der en Ulykkelig omkring, som ikke fandt Hvile, han stiger opad Trapperne, hans Fodtrin gjenlyde i Nattens Stilhed. Man gaaer hinanden forbi paa Gaden, den Ene seer ud som den Anden, og den Anden som Folk er flest, og kun den erfarne Iagttager aner, at der i dette Hoved inderst inde boer en Indsidder, der Intet har med Verden at